Chief 1: - Remee havde det vildeste golfhår i 92!

Remee har valgt en gammel musikalsk legekammerat som sin hjælpedommer, og det kommer der ikke så få venskabelige anekdoter ud af.

Chief 1: - Remee havde det vildeste golfhår i 92! (X FACTOR 2014)

Chief 1 skal være Remees hjælpesommer på Bootcampen i X Factor, og deres musikalske venskab går mange år tilbage. Chief 1 er producer, sangskriver og dj, og var rapper i gruppen Rockers by Choice, som blev dannet i 1987. Og så var han også med til at starte Sound of Seduction op, hvor en hvis hr. Remee var rapper.

Efter mange års samarbejde holdt de dog en pause på 10 år, men har nu indgået endnu et musikalsk ægteskab om deres fælles pladeselskab, Reach, hvor de udvikler talentfulde artister. Og dette daglige samarbejde styrker dem, når de skal udvælge deres livedeltagere i X Factor.

- Jeg tror, vi kommer til at være så enige, så det er vores symbiose, der bestemmer. Men det ER jo Rem'ses tjans, så det er nok ham, der får det allersidste ord. Men så kan jeg gå og stikke lidt til ham, hvis han tager fejl, siger Chief 1.

Musik er liv eller død

Trods den udadvendte og meget afslappede facon skal man ikke tage fejl af Chief 1, når det kommer til musik. Her forventer han tårnhøj kvalitet - både af deltagerne og sig selv.

- Jeg har konstant en djævel på skulderen, der står og stikker mig med en trefork og tvinger mig til at gøre mit bedste. Der har han stået i 25 år - det er ved at være ret irriterende. Men den djævel gør, at jeg hele tiden strammer op og tager mig sammen, for musik er liv eller død. Det skal det være. Det må aldrig være ligegyldigt, siger Chief 1

Sound of Seduction kom ud af en X Factor-audition

Det var også den fælles passion for musik, der bragte Remee og Chief 1 sammen; nemlig til en rapkonkurrence i Solrød i 1992, hvor Chief 1 var dommer og Remee deltager.

- Så stod Remee dér med det vildeste golfhår - han var så undergrund og hiphopper, så man ikke vil tro det, hvis man så det. Men han var den cooleste, jeg nogensinde havde set. Og så var han bare 16 år, siger Chief 1.

Remee blev headhunted som rapper til Sound of Seduction, men de manglede stadig sangerinderne. Derfor satte Chief 1 en annonce i Ekstra Bladet, hvor de inviterede sangerinder til auditions. Og det var mildest talt en blandet fornøjelse.

- Vi havde operasangere og Daimi look-a-likes. Der var simpelthen ingen, der kunne synge! Det var nok Danmarks første X Factor, siger Chief 1

Men da det så aller sortest ud, dukkede Christina Groth op, og blæste dem begge to omkuld. Hun blev selvfølgelig en del af SOS, men blev også privat partner til Chief 1, og har været det lige siden.

- Jeg plejer at sige, at jeg har fundet min kone i en kontaktannonce i Ekstra Bladet, griner Chief 1

Hør alle anekdoterne i videoen ovenover, og følg med på førstedagen af Bootcamps på fredag kl. 20:00 på DR1 og se, om Remee og Chief 1 finder medlemmerne til det nye Sound of Seduction i X Factor.