Chresten vinder X Factor: Fra værktøjsmager til hitmager

Storfavoritten Chresten indfriede alle forventninger, da han fredag aften sejrede i X Factor 2013. Læs alt om aftenens show her.

Chresten, vinder af X Factor 2013. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © DR)

- Du er en artist. Du vokser dig bare større og større, udbrød Ida Corr efter én af Chrestens optrædener under de indledende liveshows. Og den forudsigelse skulle vise sig at holde stik.

Fredag aften indfriede han alle forventninger og blev kåret som den endelige vinder af X Factor 2013.

Værktøjsmageren fra Vestjylland

Den generte værktøjsmager fra Vestjylland gjorde ellers ikke meget væsen af sig i X Factors indledende faser. Det har derimod hele tiden været hans specielle stemme og fornemmelsen af historiefortælling, han skaber med sin sang, der har båret ham gennem X Factor.

Hans dommer og mentor Ida Corr har været begejstret fra start:

- Det er ikke tit, man ligesom støder på sådan én Chresten-type med den sound, den integritet og den fuldstændigt åbenlyse artist-ting. Han er jo et brand i sig selv; man har ikke set noget lignende herhjemme, mener dommeren.

Og folk hjemme i stuerne var enige fredag aften. De stemte Chresten helt til tops i X Factor 2013.

Stjernespækket finale

Afgørelsen faldt efter et stjernespækket finaleshow, der blandt andet bød på gæsteoptrædener af Nik & Jay og Marina and the Diamonds.

På finalistsiden var det Chresten, der åbnede ballet med 'Where Did You Sleep Last Night' af Nirvana, mens Wasteland fortolkede Shaka Loveless' 'Ikke mere tid' og Karoline imponerede med 'Glass' af Mø.

Traditionen tro bød showet også på gæsteoptrædener, og her havde Chresten fået selskab på scenen af Marie Key og Rasmus Walter, mens Wasteland fyrede den af sammen med Panamah og Mads Langer. Endelig trådte Karoline igen op på scenen med Nabiha og Burhan G.

Efter to optrædener i rap fik de hårdt prøvede finalister sig et pusterum, mens auditiondeltagerne fra den forgangne sæson gik på scenen og underholdt med 'Nothing's Gonna Stop Us Now'.

Wasteland blev nr. tre

Efter TV AVISEN åbnede Nik & Jay showets anden afdeling, da de bragede ud gennem tv-skærmene i selskab med Lisa Rowe og alle årets liveshowdeltagere og sangen 'United'.
Herefter blev tre til to, da vært Signe Molde kunne afsløre at Wasteland med færrest stemmer måtte tage til takke med tredjepladsen.

Nu gik de to tilbageværende finalister igen på scenen med hver deres finalesingle, og efter Marina and the Diamonds næsten fik taget til at lette på Boxen med et medley af sine største hits, kunne Signe Molde efter lang tids spænding afsløre, at Chresten blev den endelige vinder af X Factor 2013.