Cutfather: Kulminationen på alt vi har kæmpet for!

X Factor-dommeren tror, det kommer til at gå ”skide godt”, fortæller han første dag i Parken. Både han og hans deltagere glæder sig som små hunde til finalen.

Cutfather i Parken

- Jeg er meget spændt på fredagen, fortæller Cutfather, da dr.dk/xfactor møder ham på dagen, hvor X Factor-cirkusset har nået sin endestation - Parken.

Cutfather er fuld af tiltro til sine to unge finalister:

- Jeg tror, det kommer til at gå skide godt. De glæder sig jo som små hunde, smiler han.

Mange uger og måneder er gået siden de første auditions, og nu er det helt mærkeligt at tænke på, at vi er nået til sidste stop i årets X Factor:

- Det er jo kulminationen på alt det, vi har kæmpet for gennem de sidste mange uger, fortæller Cutfather, der ikke havde forventninger om noget som helst, da han sagde ja til tjansen som dommer.

Alle kan vinde
Han er dog blevet positivt overrasket:

- Alle tre, der står i finalen, har en mulighed for at vinde, mener han.

Den store tiltro til én af hans to egne finalister var det dog så som så med, i starten af sæsonen:

- Hendes sangteknik lå og haltede, mener Cutfather om Sarahs vokalpræstationer i starten af X Factor-programmerne.

Nu er han til gengæld helt vild med sin blonde deltager:

- Det var noget, jeg ligesom skulle have ind under huden.

Cut vil have at man kæmper
Babou imponerede derimod fra start:

- Hans sangteknik har været fuldstændig i skabet, forklarer Cutfather.

Han følte dog i starten, at Babou var lidt indelukket. Det er han siden kommet efter, ifølge dommeren:

- Han er bare blevet meget mere sikker i det nu.

På fredag er der - hvis det skulle være gået nogens næse forbi - finale, og hverken Cutfather eller hans to unge er kommet let hertil. Det kræver hårdt arbejde, mener dommeren:

- Jeg vil hellere have at man kæmper sig frem til det, og det samme gælder nu her efterfølgende. Jeg tror der kan komme noget rigtig fornuftigt ud af det, det tror jeg, slutter han.

Se videoen med Cutfather her på siden. Følg finalen på fredag kl. 20 på DR1, DR HD og her på dr.dk/xfactor.