Dansktema i X Factor: Det skal de synge i morgen

Deltagerne skal prøve kræfter med den danske sangskat i anden omgang af X Factors liveshows. Se hvad de skal synge her.

Der er dansk på menuen, når X Factor i morgen slår dørene op til endnu et storslået liveshow. I første omgang havde deltagerne flere måneder til at øve med deres dommer, pudse dansestilen af og overveje deres sangvalg. Nu går X Factor hurtigt, og deltagerne skal finde på en ny optræden hver uge - helt fra bunden.

Både gammelt og nyt

Der er blevet gravet dybt i den danske sangskat, når Blachman, Remee og Lina har forsøgt at finde de sange, der kan sende deres deltagere ét skridt videre mod finalen. Vi skal fra det nye og hippe "Hos mig igen" med When Saints Go Machine feat. Coco O, fra det fremadstormende Quadron, over 60'er hippie-bandet Burnin Red Ivanhoe og deres samarbejde med Povl Dissing i sangen "Snehvidekys".

Nyt eller gammelt - intet dansktema uden Kim Larsen! Han kommer dog under kyndig norsk behandling, når Lucy giver sin version af den danske nationalskjalds udgave af Norges uofficielle nationalsang, "Kringsatt av Fiender". Teksten er af den norske digter og forfatter Nordahl Grieg, musikken er skrevet af den danske komponist Otto Mortensen, så hvem bedre end Thy-Lucy fra Norge til at synge den?

Derudover skal vi blandt andet høre Nikolaj Nørlund, Marie Key og Magtens Korridorer. Så der er nok at se frem til, når andet liveshow ruller over skærmen. Få et overblik over alle sangene her:

Grupperne

ManBand: Burnin Red Ivanhoe & Povl Dissing - "Snehvidekys"
Anthony Jasmin: When Saints Go Machine (Xander Linnet ) - "Hos mig igen"

De unge

Mathias: Niklas - "Veninder"
Fie: Marie Key - "Landet"
Henriette: Nordstrøm - "Du og jeg"

De voksne

Pernille: Nikolaj Nørlund - "Ridset i panden"
Lucy: Kim Larsen - "Kringsat af fjender"
Steffen: Magtens Korridorer - "Pandora"

Hør alle numrene herunder, og se med på fredag kl. 20.00 når DR1 blænder op for anden omgang af liveshows i X Factor 2014.