Oliver

- Jeg har set X Factor lige så længe, jeg kan huske – jeg var jo kun fire år, da det begyndte – og jeg har ventet på at blive gammel nok til at deltage, fortæller 15-årige Oliver fra Sabro, der ligger uden for Aarhus.

- Det var jeg så endelig i denne sidste sæson, så jeg føler mig heldig over, at jeg nåede at komme med.

Olivers store favoritter er Ariana Grande, Aretha Franklin og Harry Styles. Sidstnævnte synes han også selv, at han kan minde om, men der er en utvetydig countryklang over Olivers stemme, som er helt hans egen.

Han brænder for musikken og har sunget hele livet, men har aldrig modtaget sangundervisning, og han har kun optrådt for et mindre publikum et par gange før.

Forhåbningen er derfor uden tvivl, at X Factor ikke blot bliver en lærerig oplevelse, men et springbræt til at kunne leve af musikken.

Se Olivers præsentationsvideo øverst i artiklen.

Mosteren er det store forbillede

Til hverdag går Oliver i 9. klasse på Tilst Skole, ligesom han arbejder i Brugsen i Sabro.

- I min fritid hænger jeg ud med mine venner og spiller World of Warcraft. Og så sover jeg også ret meget – jeg er jo teenager.

Olivers helt store forbillede er hans moster Rikke.

- Hun var en sej kvinde, som jeg beundrede og elskede meget højt. Hun døde desværre af kræft for fire år siden, men hun beklagede sig aldrig. Hun var fantastisk, og hun gav ikke op. Hun kæmpede til det sidste med højt humør trods 18 års sygdom.

(Foto: Agnete Schlichtkrull © dr)

Sanne: Han har en virkelig stærk stemme

I Sanne Salomonsen har Oliver fået en makker, som også er et af hans store idoler. De to har en masse tilfælles, fortæller han.

- Vi har ret ens musiksmag. Vi elsker begge at performe – der må gerne være gang i den og power i stemmen. Og så er vi begge to vilde med hunde.

Sanne Salomonsen er tilsvarende begejstret for Oliver og beskriver ham på følgende måde:

- Han er den yngste deltager, men han har en af de stærkeste stemmer, jeg har hørt på den danske musikscene i flere år. Han kan lyde som en voksen mand, der har sunget i mange år, og hans klang er out of this world. Allerede i det første liveshow kommer han til at vise, hvad han kan.

Facebook
Twitter