Place on Earth

- Vi startede med at kalde os Sweets, fordi vi var Blachmans bland-selv-slik!

Det afslører 17-årige Mille fra Ølstykke, som af Thomas Blachman er blevet sat sammen med 21-årige Andreas fra Herlev og 19-årige Kathrine fra Horsens.

Navnet Sweets hang dog ikke ved.

I stedet endte gruppen med at kalde sig Place on Earth med direkte inspiration fra Lana Del Reys 'Video Games', som var den første sang, gruppen sang sammen – foruden medlemmernes hvide påklædning under deres fotosession.

- Det hvide tøj fik os til at se lidt engleagtige ud, og engle bor jo i himlen. I sangen synger Lana Del Rey 'heaven is a place on earth', så hvis vores trio var himlen, og himlen er et sted på jorden, så kunne vores trio jo hedde Place on Earth, forklarer Mille.

Se Place on Earths præsentationsvideo øverst i artiklen.

Forskellighed bliver en fordel

Til hverdag går både Mille og Kathrine i gymnasiet, mens Andreas nyder et sabbatår, hvor tiden blandt andet går med at arbejde i en Levi’s Store. Mille elsker alt fra Radiohead til Beyoncé, mens Kathrines favoritsanger er Mads Langer, og Andreas' er Matt Corby.

- Der er ingen tvivl om, at vi er meget forskellige, men det tror jeg i den sidste ende vil være til vores fordel, siger Andreas.

- Mille er sådan lidt over det hele, mens Andreas er mere filosofisk. Min rolle er at være den fornuftige, der lige får os ned på jorden igen, forklarer Kathrine.

Alle tre er store X Factor-fans og har fulgt med helt fra begyndelsen.

- Jeg kan, om nødvendigt, fungere som en X Factor-historiebog for dem, der måtte have glemt de vigtigste begivenheder fra tidligere sæsoner, fortæller Andreas.

Mille har længe drømt om at stå på en scene. Som lille udlevede hun drømmen gennem sine dukker.

- Egentlig en lidt kedelig leg, syntes mine veninder – men jeg kunne godt lide at få mine Barbie-dukker til at danse på en papkasse, mens der spillede musik i baggrunden.

Blachman: De udgør et vidunderligt instrument

Forventningerne til Thomas Blachman er store blandt medlemmerne af Place on Earth.

- Jeg er megafascineret af ham og lytter virkelig til ham. Han var den dommer, jeg allerhelst ville have, lige fra starten af, siger Kathrine.

Andreas har haft det på samme måde.

- Jeg har altid haft ham i tankerne, når jeg har tænkt på en fremtidig samarbejdspartner i X Factor-sammenhæng.

Thomas Blachman selv skildrer Place on Earth på følgende måde:

- De er ekstremt gode sangere. Jeg har fået et polyfonisk instrument, som er vidunderligt at spille på. De har nogle skønne personligheder, og nogle gange glemmer jeg, at det rent faktisk er mig selv, der har sat dem sammen.

Facebook
Twitter