Det så du ikke i TV: Derfor gik Dannie videre

Efter hele to auditions kom Dannie endelig videre til Superbootcamp. Her var der dog ingen tvivl hos dommerne, og nu er Dannie blandt de sidste 9 unge deltagere; klar til Linas Bootcamp.

- Nu håber jeg ikke, at vi bøffer i den igen, og det håber jeg heller ikke, du gør, siger Lina til den unge Dannie, inden han skal til at levere sin egen version af Radioheads monsterhit 'Creep'.

Dommerne sendte nemlig ikke Dannie videre efter hans audition i Aarhus, hvor han slet ikke kunne holde takten. Han tog dog ikke et nej for gode varer, og mødte op til audition i København, og fik tre sikre "ja'er" af Lina, Remee og Blachman. Til Superbootcamp i Store Vega forsikrer Lina dog, at dommerne vil tage det rigtige valg første gang.

- Nu har vi skruet de rigtige lyttebøffer på. Det lover jeg. Men kan du holde takten?!

Nyforelsket Blachman

Og det kunne han. Trods forskellige tilgange til dommergerningen var de alle helt enige om Dannies talent. Blachman måske mere end de andre.

- Du er nem at blive begejstret for og forelsket i. Du skal så meget videre, siger Blachman, efter en klassisk, filosofisk Blachman-tale. Remee er også svært begejstret for Dannies optræden, men mener stadig, at der er ting, der kan forbedres.

- Det er jo verdens fedeste sang og sindssygt gode vers. Så fatter jeg bare overhovedet ikke, hvad du laver i omkvædet, men det er ligegyldigt, fordi versene sidder i skabet. Resten det finder vi bare ud af, slutter Remee.

Se hele Dannies audition i videoen ovenover, og følg med på fredag kl. 20 på DR1 når Bootcamp går i gang.