Lina Rafns finalist Jógvan har mistet stemmen og bliver afløst af den udstemte drengeduo Citybois, når der er finale i X Factor fredag aften. Sådan lyder det i hvert fald i en artikel fra satiresiden Tidens Nyheder – og den har tusindvis af City-fans taget for gode varer, selv om den altså er falsk. - Det er helt surrealistisk, at der er nogen, der går og laver falske artikler. Det er lidt sjovt, men det passer altså ikke, siger Jógvan til dr.dk/xfactors udsendte i Boxen i Herning, hvor finalen løber af stablen i morgen, fredag.
''Stemmen har aldrig haft det så godt''
De mange tilhængere af Citybois har haft svært ved at forstå, at de populære drenge kunne blive stemt ud af semifinalen i sidste uge. Og det bliver der spillet på i satireartiklen. - En alvorlig strubekatar har sat en uventet stopper for Jógvans optræden til X Factor-finalen i Boxen i Herning. Lægen har forbudt ham at synge de næste tre uger. Derfor bliver de sidst udstemte, Citybois, hevet direkte ind til finalen, står der blandt andet. Jógvan benægter dog artiklens falske påstande med et smil på læben: - Min stemme har aldrig haft det så godt før, slår Jógvan fast.
Kontaktlinse-uheld
Han har dog pådraget sig en anden skade op til finalen – og den er ikke for sjov: - Nu er det bare øjet. I går da jeg skulle tage min kontaktlinse ud, fik jeg en rift på øjet, siger den færøske sanger, som derfor har gennemført dagens prøver med solbriller på.
Citybois opvarmer i Boxen
Selv om Citybois altså ikke får en finaleplads, er de alligevel med i Boxen. De kommer nemlig og synger en sang som opvarmning til finalen, som man vil kunne se her på dr.dk fredag fra kl. 19, og i et fællesnummer med de andre live-deltagere fra årets konkurrence.