Finalisterne er fundet: Morten Benjamin ude af X Factor

Seerne har talt: Line, Ida og Sveinur videre til den store finale i Herning, og et farvel til Morten Benjamin.

Morten Benjamin er ude af X Factor, og videre til den store finale i Herning er derfor Ida, Line og Sveinur.

Efter et stjernespækket liveshow, der både bød på unplugged og rappende gæster som Kesi, Clemens og Yepha, havde seerne stemt på deres favorit til næste uges finale - og det blev altså Morten Benjamin, der som den sidste, må forlade X Factor Liveshows.

Unplugged
Sveinur
fik lov til at åbne aftenens X Factor-fest med et unplugged nummer af det britiske rockband Mumford & Sons. Med fuld overbevisning leverede Sveinur sangen 'Little Lion Man' på lækker country-lignende facon.

Anden semifinalist på scenen var 15-årige Line, der bragede igennem med sin unplugged version af Avril Lavignes 2002-hit 'I'm With You', hvor hun fik bevist sit værd som sanger.

Efter Line var turen kommet til Morten Benjamin der spillede og sang nummeret 'Cecilia' af Thomas Dybdahl, og det var tydeligt, at Morten Benjamin var på hjemmebane i denne genre.

Sangfuglen Ida var sidste semifinalist, der skulle på scenen med et unplugged nummer. Med en guitar om halsen fremførte hun nummeret 'Dream' af den amrikanske singer-songwriter Priscilla Ahn, og dermed var tiden kommet til aftenens andet tema: Rap.

Rappere invaderede X Factor
Line
tog hul på rap-temaet sammen med den 19-årige rapper Kesi. Sammen fik de fyret op under nummeret 'Invincible' af amerikanske Machine Gun Kelly, og det var tydeligt at se, at der var en fantastisk kemi mellem Line og den slemme dreng Kesi.

Morten Benjamin og rapperen Yepha leverede herefter deres version af James Blakes kæmpehit 'Limit To Your Love', og Morten Benjamins varme stemme stod i lækker kontrast til Yephas cool rap.

Kesi kom igen på scenen, denne gang med Ida. Hånd i hånd sang og rappede de 'You Got The Love' med Florence & The Machine i overlegen newyorkerstil.

Sveinur fik lov til at lukke festen - og det gjorde han med et brag. Med opbakning fra rapperen Clemens fik Sveinur sat gang i 'Hurricane' af 30 Seconds to Mars og Kanye West, og sikke en storm Sveinur fik startet i X Factors semifinale.

Ekstranummer
Da X Factor vendte tilbage på skærmen efter TV-avisen, gik de tre rappere Kesi, Yepha og Clemens på scenen og leverede et brag af et rap-show, som aldrig set før i X Factor.

Og så blev det alvorligt - den sidste deltager skulle forlade X Factor inden finalen, og seernes valg faldt altså på Morten Benjamin.

Efter et liveshow med otte sange, fire spændte semifinalister og tre kække rappere, er de tre finalister endelig fundet: Line, Ida og Sveinur konkurrerer på fredag i Herning om at løbe med titlen som dén i Danmark, der har allermest X Factor.

Genoplev semifinalen minut for minut i livebloggen nedenfor. Se genudsendelsen af X Factors showet lørdag kl. 16.10 på DR1.Mød den, der blev stemt ud på mandag kl. 10-11, hvor du kan chatte her på dr.dk/xfactor.