Infernal og Clara Sofie gæster X Factor

Gæstestjernerne står i kø til den store semifinale fredag aften. En af dem er den tidligere X Factor-dommer Lina Rafn.

Hun var med i de første to sæsoner og førte Linda Andrews til sejr i 2009. Fredag aften vender Lina Rafn tilbage i X Factor. Ikke som rapkæftet og følelsesladet dommer, men som gæstestjerne sammen med sit succesband Infernal.

Og Infernal er langt fra de eneste gæster i denne uges X Factor, der bliver et festfyrværkeri ud over det sædvanlige. Der er nemlig DJ Night på programmet.

Gæste-DJs og gæstesolister i stribevis
Kato har nemlig remixet numre til Cutfathers unge deltagere, Babou og Sarah. Og det er ham, der har inviteret Infernal med i studiet for at fyre ekstra meget op under festen.

Rune RK har mixet numrene specielt til Blachmans voksne deltagere, Annelouise og Patricia. Og han har også inviteret en gæst med. Og det bliver helt oplagt Clara Sofie, som han har lavet monsterhittet 'Når tiden går baglæns' sammen med.

I næste uges store finale i Parken vil det også vrimle med prominente gæstestjerner. To af 90ernes allerstørste navne, Take That og Aqua, optræder sammen med finalisterne, og det samme gør danske Carpark North og Fallulah.

Se semifinalen og alle gæstestjernerne i X Factors semifinale fredag kl. 20 på DR1 og på dr.dk/xfactor. Du kan stadig nå at købe billet til finalen på Billetlugen.dk.