Licens til at swinge

Jesper synger Duran Duran, Thomas giver den som Chris Cornell, og The Fireflies optræder med Sheena Easton, når DRs 20 mand store Big Band spiller James Bond-sange i X Factor fredag aften.

I denne uges X Factor live show er der lagt i ovnen til en helt speciel aften. Mens The X Orchestra tager sig en velfortjent pause, vil X Factor-scenen - blot for denne aften - blive lånt ud til DRs Big Bands 20 mand store orkester.

Og det er skam ikke hvad som helst, at deltagerne og orkesterets dygtige musikere, vil spille for os på denne aften. Big Bandet vil tage sig kærligt af fem kendte James Bond-sange, krydret med dommernes finurligheder og selvfølgelig vokal fra vores dygtige deltagere. Så mon ikke det bliver godt?

Et overflødighedshorn af stjerner
James Bond-filmene er uden tvivl verdens største serie af agentfilm, og dette stærke brand har i tidernes løb tiltrukket en overflod af store artister, som sangere til filmenes titelnumre.

Tom Jones, Nancy Sinatra, Paul McCartney, A-Ha, Tina Turner, Garbage og Madonna er blot nogle af dem, og listen fortsætter. Remee, Pernille Rosendahl og Soulshock, har sammen med deres deltagere, valgt i mellem sangene fra de 22 Bond-film, og resultatet kan du se her.

Fireflies - kun for vores øjne
Soulshocks piger fra The Fireflies skal synge aftenens ældste sang. Filmen 'For Your Eyes Only' så dagens lys i 1981, og det er selvfølgelig titelnummeret herfra, de tre ildfluer vil optræde med.

Sangen blev oprindeligt sunget af den skotske sangerinde Sheena Easton, der var en kæmpe stjerne i sin tid. Hun er blandt andet den eneste kunstner i verden, der har haft en sang i top 3 på alle de fem største Billboard charts.

Med licens til at dræbe
Fortsætter man i kronologisk rækkefølge kommer vi til Jespers sang. I 1985 var det 80'er-heltene fra Duran Duran, der stod for titelmelodien til filmen 'A View to a Kill'. Sangen er den eneste James Bond-sang, der er nået helt til tops på den amerikanske 'Bilboard Hot 100'. Det er derfor også blevet til et nummer, der ikke nødvendigvis associeres med James Bond.

Det samme kan ikke siges om aftenens tredje sang, der skal synges af Tine. 'License to Kill' fra filmen af samme navn fra 1989, er uløseligt kædet sammen med hele verdens yndlingsagent. Bond har som bekendt agentnummer 007, og de to første nuller dækker over, at han har licens til at dræbe i tjenesten. Sangen blev oprindeligt sunget af "kejserinden af soulmusik", Gladys Knight.

Vandt over Pernille
Som den sidste af Remees deltagere vil Anna tage hul på de nyere Bond-sange. Sheryl Crow skrev i 1997 nummeret 'Tomorrow Never Dies' og vandt faktisk i den sammenhæng, over vores helt egen Pernille Rosendahl!

Pernille og hendes hedengangne orkester - Swan Lee - skrev nemlig deres egen version af 'Tomorrow Never Dies', som var med helt til slut, i kampen om at blive titelmelodi til filmen. Nu skal vi så høre Annas version, og gad vide om Remee har planlagt at lave lidt sjov i gaden?

Thomas runder rækkefølgen af, med én af de nyeste Bond-sange fra kataloget. Det drejer sig om sangen 'You Know My Name' sunget af Chris Cornell til 'Casino Royale' fra 2006, filmen hvor både Mads Mikkelsen og Jesper Christensen medvirkede i fremtrædende roller.

Følg med fredag kl. 20 på DR1, når X Factor blænder op for James Bond-tema med DRs Big Band.

ExternalContent