Lina: - Aldrig mere Krummes sang!

"Jeg skal stole mere på min egen dømmekraft og mindre på mine artister," siger X Factor-dommeren Lina Rafn.

"Jeg skal stole mere på min egen dømmekraft og mindre på mine artister," siger Lina Rafn.

Dr.dk/xfactor har mødt sangeren fra Infernal, inden hun tager en ny tørn som dommer i DR's populære talentshow.

Der er 5 gange så mange til audition til X Factor denne gang som sidste år. Er du overrasket over den store interesse?
- Nej tværtimod. Jeg var fandeme blevet overrasket, hvis ikke det var femdoblet. For sidste år var der ikke ret mange, der vidste, hvad det var, da der blev holdt auditions. Da jeg talte med folk, inden vi gik i gang, spurgte de X factor, er det der, hvor man skal gøre ting, man er bange for?" "nej, ikke Fear Factor. X factor! Det er noget andet." Hvor nu behøver man ikke forklare, hvad det er. Jeg tror også, at vi har lokket mange af de gode, som ikke turde satse på det sidst, ud af busken denne gang.

Hvad håber du, du kommer til at opleve i den nye sæson?

- Jeg kan ikke forestille mig, hvad der skulle dukke op, som ikke var der sidst. Jeg håber bare, der er flere. Jeg håber bare, der er en ny Heidi og en ny Martin og måske en fusion, som man ikke har set endnu.

Hvad kigger du efter, når du skal vurdere en sanger?
- Noget unikt. At de har deres egen klang. Og så noget selvsikkerhed. Frem for alt skal de ikke stå der for at behage os. De skal stå der, fordi de synes, de er fede.

Hvad forstår du ved "x-faktor"?
- Hvis de er så gode til at synge, at de basker alt andet af banen og er fuldstændig den nye Maria Carey, så er det fuldstændig ligegyldigt, om de har en masse andet, for så er stemme i sig selv x-faktoren. Men stemmen kan også være unik på en Macy Gray-agtig måde - det kunne være super fedt at finde en ny Macy Gray. Omvendt kan man også sige, at nogle gange er x-faktoren summen af elementer. Så hvis der kommer et menneske ind, som er tæske-lækker og kan performe og bære sig selv og har karisma og charme og synger ganske godt, så er der en fuld pakke, og det kan så også være en x-faktor. Men altså: Hvis ikke der er noget stemme, så er der ikke noget at komme efter.

Har du et godt råd til deltagerne, om hvordan de bedst gør indtryk på dig?
- Mest af alt er det et spørgsmål om at være sig selv. Vigtigst af alt handler det om, at de ikke prøver at tilpasse sig noget eller nogen, men at de udtrykker, hvem de er. For alle mennesker er specielle og unikke og deres egne. Så det vigtigste er, at folk de står ved sig selv.

Hvis du skal kigge tilbage, hvad var så din største oplevelse i første sæson af X Factor?
- Det var en stor oplevelse i det hele taget. For mig var det en meget personlig ting og en stor menneskelig rejse at være på. Der var mange ting, som blev sat på spidsen, og jeg oplevede en ny form for pres i forhold til, hvad jeg har prøvet før.

Hvad har det betydet for dig at være med i X Factor, både personligt og for din karriere?
- Jeg synes ikke, det har betydet noget for min karriere, men jeg har lært noget om mig selv. Jeg har lært, at hvis jeg skal, så kan jeg holde mine indre dæmoner mere i ave, end jeg havde regnet med. Jeg kan afholde mig fra at fare i flint på tidspunkter, hvor jeg ellers har en ubændig trang til det. Og det overraskede mig lidt - at jeg faktisk godt kan beherske mig, hvis jeg virkelig skal. Hvis jeg ved, at risikoen er for stor, så kan jeg godt holde tand for tunge.

Du har de samme meddommere som i første sæson. Hvordan synes du, at I tre dommere supplere hinanden?
- Jeg synes, det er fantastisk. Jeg synes, at vi har tre helt specielle vinkler på det. Der er enkelte sammenfald, hvor vi overlapper hinanden. Men som sådan synes jeg, at vi kommer ud i alle hjørner.

Sidst tog du dig af grupperne, hvilken kategori håber du på, at du får i år?
- Det kunne være sjovt at få nogle solister, men jeg lader være med at sætte næsen op efter noget, for det er jo ikke op til os. Så jeg gider ikke en gang tænke på det. Jeg har det på samme måde, som jeg havde sidste gang: Der er ikke nogen deltagere, som skal føle, at ingen vil have dem. Og derfor var der ingen, som fik et citat fra mig sidst, om at jeg ikke ville have grupperne. Jeg havde sådan med grupperne, at jeg elsker de mennesker, og det vil jeg gøre til den dag, jeg dør.

Sidste gang satte Remee sig på både 1. og 2. pladsen med Martin og Laura. Hvad vil du gøre for at slå ham i år?
- Det jeg har lært af sidst er, at jeg skal stole mere på min egen dømmekraft og mindre på mine artister. Det er helt tydeligt for mig nu, at en amatør sjældent ved, hvad der er godt for dem selv i den store sammenhæng. Jeg lod mine egne deltagere have alt for stor indflydelse på deres sangvalg, fordi jeg mente, at det var vigtigt, de kunne stå inde for det, de ville synge. Og i virkeligheden havde det nok været bedre for dem og deres karriere, hvis jeg havde skåret igennem og sagt: Du ved tydeligvis ikke en skid om, hvordan du bliver opfattet.

Så der bliver ingen "Krummes sang" i den nye sæson?
- Det tror jeg ikke er sandsynligt, nej.