Lionel Richie og Rasmus Seebach optræder i X Factor

Den er god nok: Danmarks største stjerne og det amerikanske meganavn skal kaster stjernestøv over X Factors femte liveshow.

Det har svirret med rygter de seneste dage, og nu kan DR bekræfte, at den er god nok: Rasmus Seebach og Lionel Richie optræder sammen i femte liveshow af årets X Factor-sæson fredag 9. marts.

Det sker i anledning af, at musiktemaet den aften bliver "Rasmus Seebach", og i den forbindelse vil d'herrer Seebach og Richie for første gang på direkte tv synge deres nye hit-version af klassikeren 'Say You, Say Me', som på kun et døgn gik nr. 1 på iTunes' singlehitliste i Danmark.

- Vi kan slet ikke få armene ned af begejstring over det her. At få duet-besøg af Danmarks største mandlige stjerne og en af de seneste 30 års største amerikanske musiklegender kan kun blive et af de mest unikke øjeblikke i dansk X Factor-historie, siger DRs underholdningschef Jan Lagermand Lundme.

En gave til de hårdtarbejdende deltagere

Den danske popstjerne og den legendariske sangskrivers duet er at finde på Lionel Richies kommende album 'Tuskegee', der udkommer i Danmark 5. marts.

- Jeg synes, det er en fantastisk gave at give til både seerne og vores hårdtarbejdende deltagere, som i den grad fortjener at skulle dele scene den aften med en af klodens store musikikoner, fortsætter han.

Mens seerne altså allerede nu kan glæde sig til at opleve 'Say You, Say Me', må de væbne sig med tålmodighed i forhold til, hvilke Rasmus Seebach-numre deltagerne skal synge. Det bliver offentliggjort dagen inden femte liveshow her på dr.dk/xfactor.