Mash Up i X Factor: Det skal de synge

The Beatles mikset med Lady Gaga – kan det lade sig gøre? Der bliver blandet hele 17 sange til de seks finalister i fredagens liveshow.

Et "Mash Up" er, når man blander vokal- eller instrumentalsporene fra flere forskellige numre, så der opstår et nyt værk. Og det skal være temaet for fredagens X Factor liveshow. Det mente i hvert fald størstedelen af seerne, som stemte på Cutfathers Mash Up-tema på dr.dk/xfactor.

Efter fredagens X Factor har Cutfather nu kun én finalist tilbage i konkurrencen, nemlig Sveinur, som skal rocke Mash Up-temaet med et mix af Paramores 'Misery Business' og Katy Perrys 'E.T.'.

Sveinur overraskede alle, da han i sidste uge hoppede op på dommernes bord midt under sin performance, men har siden haft taleforbud på grund af betændelse på stemmelæberne, og det bliver spændende at se, om han er helt rask til X Factors Mash Up-aften.

Grupper med fart på

Blachmans gruppe Tandberg & Østenby mikser sange fra umage navne som Massive Attack ('Teardrop'), The Beatles ('Within You, Without You') og Lady Gaga ('Born This Way'), og efter deres farezoneplacering i sidste uge, vil de kæmpe ekstra hårdt for at klare skærene fredag. Derfor er der i denne uge lidt mere fart over de to sangveninder.

Den anden sangduo Nicoline Simone & Jean Michel sætter også tempoet op til Mash Up, med et nummer der er sat sammen af hele fire forskellige numre, nemlig 'Some Velvet Morning', 'Policy of Truth", 'Strangelove' og'Down by the Water' af henholdsvisPrimal Scream, Depeche Mode og PJ Harvey.

Mest avancerede Mash Up

Pernille Rosendahl, der stadig har alle sine unge finalister tilbage, satser i denne uge på et Mash Up af to monsterhits til 17-årige Ida. Hun skal synge 'Fix You' med Coldplay og 'Use Somebody' med Kings of Leon.

Morten Benjamin

har kastet sig over et Mash Up af to meget forskellige kunstnere, nemlig kultbandet Radiohead og jazzlegenden Louis Armstrong med sangene'No Surprises' og 'What A Wonderful World'.

Noget tyder på, at det igen bliver Line, der får tempo og temperatur til at stige i X Factor, når hun går på scenen med fredagens mest avancerede mix af hele fire kunstnere. Hendes Mash Up består af Duffys 'Mercy', Adeles ' Rolling In The Deep', Lady Gagas 'Bad Romance' og Gnarls Barkleys 'Crazy'.

Glæd dig til fredagens X Factor liveshow, hvor du får en sjælden mulighed, for at høre de sidste seks finalister synge Mash Ups af intet mindre end 17 sange tilsammen.