Mette Lindberg

​For andet år i træk indtager Mette Lindberg dommerstolen, hvor hun sidste år særligt blev kendt for sin varme og sit glade humør.

Mette Lindberg. (Foto: Agnete Schlichtkrull/DR)

Mette er X Factors nyeste og eneste kvindelige dommer. Som mangeårig frontfigur og vokalist i gruppen The Asteroids Galaxy Tour tog Mette sidste år udfordringen op og blev dommer side om side med de to garvede herrer, Remee og Thomas Blachman.

Mette glæder sig til en ny sæson og tror, at konkurrencen bliver ekstra hård i år.

- Deltagernes niveau ligger ret lige, og derfor skal der noget power til fra os dommere, hvis vi skal præsentere vores deltagere stærkest muligt. Vi kan godt selv se plusser og minusser ved hinandens deltagere, så kunsten består i at få seerne til at se deltagernes plusser – og det er her, at konkurrencen bliver hård.

Fra blå til guld

Selvom Mette mener, at hver sæson er helt unik, så kan hun alligevel godt mærke, at X Factor i år er noget helt særligt, da programmet fejrer 10-års jubilæum.

Foruden at X’et har fået ny farve og er gået fra blå til guld, så mener Mette også, at jubilæet har givet anledning til at sætte spørgsmålstegn ved X Factors berettigelse, og hvad programmet kan.

- Der er varme og kærlighed, selvom folk blotter sig, og alle ved nu, hvad X Factor handler om. Remee og Thomas har også fundet ud af, at de skal respektere den kvindelige dommer, og det giver en god vibe. Det er ved at gå op for dem, at de skal stramme sig an for at nå op på mit niveau.

Hit på hit

Mette er den kvindelige frontfigur og vokalist i den futuristiske popgruppe The Asteroids Galaxy Tour. Bandet blev etableret i 2007 og har på trods af deres danske rødder formået at opbygge en stærk, international karriere.

The Asteroids Galaxy Tour har udgivet tre albums, senest 'Bring Us Together' via bandets eget label Hot Bus Records. Med sit band har Mette storhittet med sange som 'The Golden Age', 'Heart Attack', 'Around The Bend', 'Major' og 'My Club'.

Bandets allerførste optræden var en opvarmningskoncert for Amy Winehouse i Store Vega i København, og The Asteroids Galaxy Tour var opvarmning ved Katy Perrys første turné i Europa. Bandet har siden da turneret massivt i Europa, USA, Sydamerika og Asien og har opbygget en stor fanbase over hele verden. Bandets musik er blandt andet blevet brugt i dokumentaren 'The September Issue' og amerikanske tv-serier som 'Gossip Girl', 'CSI Miami' og 'Mad Men' samt i store globale reklamefilm for Apple og Heineken.

Mette skriver selv sine sange sammen med bandmedlem og producer Lars Iversen, og hun var nomineret til en Danish Music Award for Årets Danske Kvindelige Kunstner i 2012.

Hendes vokal kan desuden nydes på P3 lytter-sommerhittet 'Koldskål' og Syrien-støttesangen 'Hvis du vil', som er skrevet af Xander. Det er også Mette, der synger nummeret 'I skyggen', som hun har været med til at skrive og producere i forbindelse med kampagnen Skru ned for solen for Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden. Kampagnen kørte på tv og radio forrige sommer.

I 2017 kan Mette også opleves i Max Kestners nye spillefilm 'QEDA', der har Carsten Bjørnlund fra 'Arvingerne' i hovedrollen, hvor hun synger på soundtracket og optræder i filmen. Mette lægger desuden stemme til Fadebursmusen i den kommende filmatisering af den klassiske børnefortælling 'Dyrene i hakkebakkeskoven'. Endelig udgiver Mette også ny musik med The Asteroids Galaxy Tour til foråret.