Nu får Blachmans duo oprejsning: Dansk rockstjerne hylder Sol og Christian

Carl Emil Petersen roser Blachmans gruppe for deres fortolkning af hans sang 'Liv før døden'. Det er langt fra første gang, at ét af hans og hans gamle band Ulige Numres sange bliver spillet i X Factor.

Carl Emil Petersen og hans gamle band Ulige Numre har flere gange fået deres sange spillet i X Factor - og selv optrådt i finalen i 2015. - Det er nemt at være sur på X Factor, men det har jeg aldrig rigtig været. Det er et underholdningsprogram, men man behandler musikken respektfuldt. Man tager del i den danske scene ved at spille nye numre og kunstnere, siger sangeren. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © DR og Scanpix)

Det kan godt være, at Sol og Christians X Factor-rejse er slut. Men dagen efter de forlod konkurrencen, er der oprejsning til Blachmans unge duo.

Nu får de nemlig ros fra den unge rockstjerne Carl Emil Petersen, bedst kendt fra gruppen Ulige Numre.

Hvem er Carl Emil?
  • er en dansk sanger og sangskriver, født 1990.
  • brød igennem i 2011 med hittet 'København' med bandet Ulige Numre.
  • udgav 2 albums og 2 ep'er med Ulige Numre, indtil de gik i opløsning i 2017.
  • udsendte samme år sin debut som solist, 'Natradio', hvor hitsnene 'Liv før døden' og 'Skærgården' stammer fra.
  • er lige nu i gang med en akustisk soloturné, der ender i København 30. marts.
  • er hovedperson i DR3-musikdokumentaren 'Carl Emil slår op', som du kan se i DR TV.
  • kan opleves til sommerens festivaler med band.

- Jeg synes generelt, Sol og Christian har været rigtig gode. Jeg har lige set deres sang fra i går og synes, de klarede det godt. ‘Liv før døden’ er ikke helt nem at synge, siger sangeren på en telefon fra Skive, hvor han skal optræde i aften.

En sang om jagten på lykken

Og Carl Emil må om nogen vide det, for han har selv skrevet sangen, som duoen fortolkede fredag aften, der stammer fra hans soloalbum ‘Natradio’.

- Jeg har forsøgt at skrive en sang om det lykkeræs, vi har. Lykke er blevet noget, vi konstant søger efter, prøver at måle eller vil købe os til. Så det giver god mening, at der står nogle unge mennesker og fører budskabet videre, mener Carl Emil.

Det er langt fra første gang, at Carl Emils og Ulige Numres sange bliver fortolket i X Factor, og han roser showet for at tage sin opgave med at formidle nye danske bands alvorligt.

Se Sol & Christian synge 'Liv før døden' af Carl Emil Petersen

Hør originalen:

- Jeg har helt klart kunnet mærke det. Gennem X Factor er der nogen, der får kendskab til én og måske går ind og lytter til den originale version af nummeret. Og som sangskriver synes jeg, det er det sejt, at jeg har kunnet skrive nogle numre, som kan være med i bedste sendetid.

Hør tre andre af Carl Emil og Ulige numres sange fra X Factor

2012: Morten Benjamin synger ‘København’ af Ulige Numre

- Morten Benjamins fortolkning af ‘København’ var meget fin. Det er stort for en sangskriver, når mine sange fungerer, når en anden synger dem - og at de ikke kun fungerer, fordi det er mig selv, der gør det. Det betyder, at det ikke kun handler om hvilken stemme, der skal synge, eller hvordan den er produceret, men hvordan det er teksten, melodien og budskabet - dét, der er sangens identitet - som folk godt kan lide. Og at de kan få betydning, når andre synger dem.

Hør originalen:

2015: Jógvan og Ulige Numre synger ‘København’ og ‘Halvnøgen’

- Jeg husker det som en sjov aften, hvor vi fik lov at spille og trykke den af i bedste sendetid i X factor-finalen i Boxen sammen med Jógvan. Det er sjældent, man får lov til det. Og så husker jeg især, at vi i bandet fik lov til at komme ind på FC Midtjyllands stadion, som ligger ved siden af, og spille lidt fodbold.

Hør originalen:

2016: Embrace synger ‘Frit land’ af Ulige Numre

- Det var meget rørende, da Embrace sang ‘Frit land’. Det var en fortælling, der gik rent ind hos mange mennesker. Sangen fik en fin, ny betydning med dem, og de sang den meget originalt. Det er en af de fortolkninger, jeg er stolt af.

Hør originalen: