10 facts om David Bowie: Forstå hvem X Factor hylder i aften

I aften skal X Factor-deltagerne lægge arm med den nyligt afdøde musikstjerne David Bowie. Forstå ham lidt bedre her.

Fredag aften er der Bowie-tema i X Factor. Her gør vi dig lidt klogere på den musikalske legende.

Det er et mange-hovedet monster af en musiker, X Factor-deltagerne skal synge sange af i aftenens program. David Bowie (1947-2016) var en verdensstjerne i fem årtier og påvirkede musikhistorien på utallige måder.

Hvor stor han var, blev tydeligt i februar, da han døde 69 år gammel: Millioner af mennesker verden over havde deres eget minde om, hvordan manden med de tofarvede øjne og det mangeartede udtryk havde påvirket deres musiksmag, tøjstil - og hele deres liv.

Her er 10 ting, der er gode at vide om David Bowie - både så du selv bliver klogere, og så du kan blære dig overfor familie og venner.

  • David Bowie udgav musik i 49 år - men han stod aldrig stille musikalsk. Han har både skabt lytte-venlig og eksperimenterende musik. Han har leget med - og ofte fornyet - pop, folk, glamrock, soul, funk, jazz, elektronisk musik og drum and bass. I 1975 var han eksempelvis den første lyshudede, der optrådte i det amerikanske tv-program 'Soul Train'. Her sang han sit nye hit 'Fame'.

  • Bowies ene øje var brunt, det andet blåt - eller sådan så det i hvert fald ud. Som 15-årig blev Bowie slået af vennen George Underwood, da de diskuterede en pige - og Bowies venstre pupil blev udvidet permanent. Begge hans øjne var faktisk blå, det ene så bare meget mørkere ud, hvilket gav ham et mystisk udseende.

  • Ud over musikken eksperimenterede David Bowie også med sin påklædning og personlighed. Han opfandt den androgyne rummand 'Ziggy Stardust' som han både skrev sange om - og optrådte som. Altså ægte X Factor, der kan tages på i garderoben... Siden legede Bowie med identiteter som 'Alladin Sane' og 'The Thin White Duke', indtil han i 1980'erne tog forklædning i pastelfarvede jakkesæt som 'popstjernen David Bowie'. Siden har mange stjerner, som eksempelvis Marilyn Manson og Lady Gaga leget med deres identitet på samme måde.

  • Bowie nåede at udgive 27 studiealbums og har solgt omkring 100 millioner eksemplarer af dem. Han fik 63 top 40-hits i Storbritannien og 24 top 100-hits på Billboard i USA.

  • David Bowie var også en pioner på internettet. I 1996 udgav han sangen 'Telling Lies', der kun kunne fås på nettet - med datidens hastighed tog den 11 minutter at downloade. To år efter åbnede David Bowie bowienet.com med et chatrum, hvor han også selvom deltog - og 3D-verdenen BowieWorld, hvor brugerne kunne gå på opdagelse i en virtuel virkelighed. Computerspil? Jo, sådan et var Bowie også med til at lave.

  • Teksterne i David Bowies sange er nogen gange kryptiske og nærmest et sammenklip af ord og billeder. Andre sange indeholder henvisninger til tidligere sange. Som eksempelvis 1980-sangen 'Ashes to Ashes', hvor Bowie synger om Major Tom, der er blevet junkie. Major Tom var hovedperson i David Bowies første hit, 'Space Oddity'.

  • Som producer stod David Bowie bag comeback-albums for to andre stjerner: Lou Reed og Iggy Pop. Bowie indspillede i løbet af sin karriere hits med blandt andet Freddie Mercury fra Queen og Mick Jagger fra Rolling Stones. Han har også sunget duet med Kasper Eistrup og danske Kashmir.

  • Ved siden af musikken og moden var David Bowie også med i en række film. I 1986 spillede han fx troldekongen Jareth i Labyrinten og i 2007 lagde han stemme til figuren Lord Royal Highness i Svampebob Firkant. Han har også spillet sammen med Hugh Jackman og Scarlett Johansson i The Prestige.

  • På sin 69 års fødselsdag 8. januar udgav David Bowie 'Blackstar'. To dage efter døde han af kræft. Albummet blev rost til skyerne af anmelderne, men ingen fangede de mange ellers tydelige henvisninger til hans egen sygdom - før bagefter. I videoen til sangen 'Lazarus' ligger Bowie endda for døden i en seng.

  • Til det amerikanske Grammy-show i februar optrådte Lady Gaga med en seks minutters hyldest til Bowie, ligesom den new zealandske sangerinde Lorde hyldede den afdøde verdensstjerne sammen med Bowies band til BritAwards - efter mindetaler af Annie Lennox og Gary Oldman.

Se de to hyldester i videoerne herunder.