Beskyldt for at være arrogant: Nu lægger X Factor-Jamie stilen om inden finalen

Jamie Talbot har flere gange fået at vide, at han skal være mere ydmyg. Nu har X Factor-finalisten taget kritikken til sig.

- Når jeg ikke er på tv, er jeg mere nede på jorden, siger Jamie Talbot. (Foto: Kasper Maansson © dr)

- This is a dude with an attitude!

Sådan lød ordene fra Sanne Salomonsen, da Jamie Talbot gik på scenen til sin 5 Chair Challenge, og det er nogle ord, han har måtte lægge øre til flere gange siden.

I fredagens program påpegede Remee nemlig, at Jamie Talbot havde nogle ting, han skulle lære af sin medfinalist Rasmus. Det kan Jamie selv godt følge og er klar til at lægge stilen om inden finalen fredag.

- Rasmus skal lære mig at være lidt mere ydmyg, hvorimod jeg kan lære Rasmus at have lidt mere selvtillid. Remee har det bedste fra to verdener i mig og Rasmus, så vi skal hjælpe hinanden med vores styrker og svagheder, lyder det fra Jamie Talbot.

Bliver opfattet som flabet

Den talentfulde sanger har i løbet af denne sæson fejet benene væk under danskerne, når han hver fredag aften har stået på X Factor-scenen.

Med det store talent følger også en stor selvtillid, og det er ikke alle, der tager lige godt imod den.

- Det handler om, at når man er på tv, og der er folk, der snakker til én, så kan man godt famle rundt, og så svarer jeg kun på det, jeg bliver spurgt om. Det kan godt blive opfattet som arrogant eller flabet, fortæller Jamie Talbot fortsætter:

- Når jeg står på så stor en scene, og der er så mange mennesker, der ser med, så er jeg jo hele tiden bange for at gøre noget forkert. Så jeg prøver at være ligeglad med, hvad folk tænker, og det kan godt virke kækt eller provokerende, men jeg gør det, fordi det hjælper mig på en eller anden måde.

"Jeg har meget at lære endnu"

Jamie Talbot ser ikke sig selv som arrogant eller provokerende, men X Factor-deltageren kan godt forstå, hvorfor folk kan tro det.

- Jeg lægger ikke skjul på, hvis jeg synes, jeg har gjort det godt, og det kan jeg godt forstå, hvis folk misforstår. Når jeg ikke er på tv, er jeg mere nede på jorden, så selvom en del af det er selvtillid, så er en anden del af det jo også usikkerhed, fortæller Jamie Talbot og afslutter:

- Jeg er så taknemlig for, at Remee har arbejdet med min personlighed. Han kunne sagtens bare have arbejdet med mig musikalsk, men han tænker også på, hvordan det ser ud efter X Factor, og hvad for en person, jeg gerne vil fremstå som – også når jeg kommer ud på den anden side. Han er et fantastisk menneske, selvom jeg stadig har meget at lære endnu.

Du kan se en af Jamie Talbots semifinale-optrædener i videoen herunder, hvor han synger duet sammen med Uhre på nummeret 'You Can Close You Eyes'.

Se Jamie Talbot, Rasmus og Place on Earth optræde i den store finale i X Factor fredag kl. 20 på DR1 og DR TV.