Blachman bryder alle regler: Henter gammel deltager tilbage i X Factor

Helt exceptionelt - men med tilladelse fra sine meddommere - udvælger Thomas Blachman en sjette deltager til sin bootcamp.

Det hører til sjældenhederne, at det sker.

Men den garvede X Factor-dommer Thomas Blachman erkender i fredagens udgave af X Factor, at han tidligere i programmet har truffet en forkert beslutning.

En beslutning som han nu tager konsekvenserne af.

Ved 5 Chair Challenge valgte Thomas Blachman at sende 15-årige Martin fra Lolland ud i mørket i allersidste sekund, men dén beslutning fortryder den ellers så stålsatte dommer nu.

Surrealistisk oplevelse

Derfor kan man i X Factor fredag se, hvordan Thomas Blachman sætter kurs mod Lolland for at finde det unge sangtalent og invitere ham tilbage i programmet.

- Jeg har sgu ikke kunnet sove i nat. Jeg har gået og tænkt "fuck, fuck". Jeg beklager det meget, siger Thomas Blachman, da han overrasker Martin til en terminsprøve på skolen og samtidig undskylder forstyrrelsen over for hans klassekammerater.

En noget omtumlet Martin ved først ikke helt, hvad han skal gøre af sig selv, men ender med at give sin dommer et varmt kram.

- Det eneste, jeg kan finde ud af at sige lige nu, er, at jeg synes, det er surrealistisk, siger Martin i klippet, som du kan se øverst.

Med Martin tilbage i X Factor har Thomas Blachman nu seks deltagere med på sin bootcamp. Men han har stadig kun plads til at tage tre med videre til liveshows.

Se Martins audition i videoen her.

Ekstra meget X Factor

Se, hvem Thomas Blachman og også Remee og Mette Lindberg udvælger til at gå i liveshows, når X Factor sender en særudgave af programmet fredag aften.

I den faste sendetid mellem 20-21 kan du se alle deltagerne synge for deres respektive dommer, og i et særligt ekstraprogram, som sendes 21.25-21.50 kan du se, hvem dommerne udvælger.