Blachman nægter at gå på kompromis: Fortsætter kampen mod seerne

Thomas Blachman har ikke tænkt sig at lægge stilen om for seernes skyld.

Han har blot én gruppe tilbage i X Factor, efter at duoen Sol & Christian fredag aften blev sendt ud af programmet.

Men det får ikke den erfarne dommer Thomas Blachman til at ryste på hænderne de kommende uger, hvor han skal forsøge at føre sin sidste gruppe, Place on Earth, mod sejr.

Han mener nemlig, at det er seerne, der har fejlet eklatant, når de ikke har forstået, hvad hans projekt med Sol & Christian gik ud på.

- Jeg deler åbenbart ikke forståelse med flertallet af seerne. Det er så svært at finde to mennesker, der passer så godt sammen og lyder så godt sammen, når de synger dansk. Man skal blive ved med at kæmpe mod seerne, så det bliver en kamp mellem seerne og den gode ting, siger Thomas Blachman og fortsætter:

- Hvornår giver man op på et par som dem? Er det efter to gange i farezonen, eller skal de bare videre og videre? Skal seerne mod deres egen vilje få noget, der hedder public service og blive informeret? Men lad dem da bare få et par skiver spegepølse i stedet. Med sky. Come on altså.

Sol i tårer

Sol & Christian var ærgerlige efter afgørelsen, og særligt Sol havde svært ved at holde tårerne tilbage.

- Det er frygteligt at være ude. Det er fantastisk at stå på scenen, men det er mest på grund af alt det, der sker bag scenen. En uge med X Factor er noget, jeg vil give min højre arm for, lød det fra Sol.

Både Thomas Blachman og Remee opfordrede de to sangtalenter til at fortsætte med at lave musik sammen og komme i gang med at indspille musik.

Noget, som de da bestemt også er åbne over for.

- Det vil vi rigtig gerne, hvis muligheden er der, lød det fra Christian.

Se interviewet med Sol & Christian i videoen her.

Fem deltagere er nu tilbage i X Factor. Se næste liveshow på fredag klokken 20 på DR1 og DR TV.

Facebook
Twitter