Blachman om Mortens sejr i X Factor: Seerne er dumpet

Thomas Blachman havde alle kortene på hånden i fredagens X Factor-finale. Alligevel løb dommerkollegaen Remee med sejren med Morten Nørgaard.

- Jeg er manden, der er gået forkert. Jeg har været manden, der er gået forkert i ti år i det her program.

Det var en noget slukøret Thomas Blachman efter X Factors helt store ”underdog” Morten Nørgaard løb med sejren foran Blachmans deltagere Mia og Chili.

- Hvad skal jeg sige? Jeg har gjort det så godt, jeg kan. Vi har leveret noget fuldstændig uhørt godt materiale med nogle fantastiske præstationer. Men der er også noget andet her, lyder det fra Blachman.

Meget mere end sang

X Factor handler om mere end at kunne synge. Det gælder, ifølge den garvede dommer, også om at kunne sælge en historie og deltagerne.

- Remee kan sælge svinekød i synagogen. Han kan alt det dér. Og Morten har det dér identifikation, siger Blachman.

Faktisk kan man slet ikke sammenligne de to dommeres deltagere, lyder det fra Blachman.

- Jeg prøver at gøre, hvad jeg kan med det, jeg tror på, som er kvalitet og musik, for fanden. Jeg vil skide på folks historier. Come on. Det er musik.

Stor fremtid

På trods af finalenederlaget er Thomas Blachman dog ikke i tvivl om, hvad der venter forude for sine to talenter.

- Mia kommer til at skrive sig ind i dansk musikhistorie. Det tror jeg virkelig, hun kommer til, siger Blachman om sin 15-årige deltager, der endte på en tredjeplads.

Og fremtiden ser også lys ud for Chili, der tabte på målstregen til Morten Nørgaard.

- Chili vil jeg også meget gerne hjælpe med at komme videre til de rigtige folk. Hun er én af Danmarks bedste sangerinder overhovedet.

Endnu et år?

Før finalen fredag kunne DR afsløre, at X Factor vender tilbage med en 11. sæson næste år.

Om det endnu en gang bliver med Blachman ved dommerbordet er dog mere usikkert.

- Jeg skal lige tænke over det. For på en eller anden måde har seerne også dumpet elementært i dag. Det var en kollektiv dumpning af realeksamenen. Nu har vi kørt i ti år. Nu skulle vi videre til gymnasiet bagefter, lyder det fra en tydeligt skuffet Blachman.

I sidste ende handler det om kunsten for Thomas Blachman.

- Jeg tager det for seriøst. Jeg er for seriøs i min længsel efter skønhed.