Blachmans duo er vilde med hinanden, men: Derfor bliver vi aldrig kærester

Thomas Blachman så dem som et perfekt match for flere måneder siden. Og det er de da også – på vennebasis, mener Sol & Christian.

(Foto: Martin sylvest © Ritzau Scanpix)

- Ser man så gennemgribende godt ud sammen med et andet menneske, så må man også kunne noget sammen med det andet menneske.

Sådan lød det fra Thomas Blachman til gruppernes bootcamp, inden sangtalenterne Sol og Christian skulle optræde sammen for første gang. Og den erfarne dommer havde da også fuldstændig ret, har det siden vist sig.

Sol og Christian har nemlig imponeret både dommere og seere, når de har optrådt side om side i X Factor.

Selvom de stillede op som solister, er de i dag glade for at være blevet sat sammen til en gruppe.

- Det er virkelig dejligt at være i en duo, for som solist står man helt alene. Hvis jeg har brug for at tale med en, så kan jeg altid tale med Sol. Man kan også godt tale med de andre deltagere, for de gennemgår det samme, men Sol og jeg er sammen om alting, fortæller Christian og bliver suppleret af Sol:

- Jeg kan mærke, at der er en kæmpe forskel på at stå alene i pressede situationer, som jeg gjorde til 5 Chair Challenge, til at stå sammen med Christian til liveshows. Og jeg er så glad for, at jeg har Christian ved min side.

Frygteligt at stå i farezonen

De to unge deltagere har knyttet et stærkt bånd og fundet en stor tryghed i hinanden. Det kom dem især til hjælp i sidste uges liveshow, hvor duoen måtte en tur i farezonen.

En oplevelse, som de lige har skullet komme sig over.

- Det var frygteligt at stå der. Hver fredag skal vi sige farvel til en, men vi stod i den situation, at vi måske skulle sige farvel til alle. Så det her har været en speciel uge for os, fordi vi har prøvet at nyde den så meget som muligt, hvis det skulle blive vores sidste, lyder det fra Sol.

- Jeg ved stadig ikke helt, hvad vi har følt. Vi vidste ikke rigtigt, hvad der foregik, og hvad der skulle til at ske. Bagefter gik vi jo videre, og det var vi enormt glade for, men vi var samtidig rigtig kede af det. Der var det virkelig dejligt at have hinanden, forklarer Christian om fredagens drama.

Følelserne sad helt uden på tøjet for Sol og Christian i X Factor i fredags. (Foto: Martin sylvest © Ritzau Scanpix)

Mere søskende end kærester

Duoen har kun kendt hinanden i nogle måneder, men de har allerede besøgt hinandens familier og er desuden flyttet sammen i en lejlighed i København med nogle af de andre deltagere.

- Det er helt vildt sjovt at bo sammen. Vi skiftes til at lave mad i lejligheden og har det rigtig sjovt, men sørger også for at give hinanden plads. Sol er virkelig god til at støtte én, og hun er der for mig, fortæller Christian.

- Christian er virkelig hensynsfuld. Selvfølgelig kan vi godt blive uenige i løbet af en uge, når vi virkelig er presset, men jeg er slet ikke i tvivl om, at han er der, når jeg har brug for ham. Og dét, at vi bor sammen i lejligheden, gør oplevelsen endnu mere uforglemmelig, lyder det fra Sol.

Sol og Christian er kommet rigtig tæt på hinanden og blevet gode venner under X Factor. (Foto: Kasper Månsson © dr)

På trods af at der helt åbenlyst er opstået sød musik mellem de to unge deltagere, så bliver det dog aldrig til mere end venskab mellem dem, garanterer de.

- Vi er lidt for meget ligesom søskende, så det ville bare være mærkeligt, lyder det fra dem begge.

- Vi er forskellige på mange punkter, men vi samles om musikken. Så selvom vi er forskellige, har vi også ligheder, og det gør vores relation stærkere, men mere i en bror og søster-ånd end kærester, forklarer Sol.

Om under en måned er X Factor slut, og uanset hvad der sker efter programmet, så er ét helt sikkert; Sol og Christian kommer ikke til at give slip på hinanden.

- Om vi fortsætter med at lave musik sammen, er svært at sige, for vi ved ikke, hvad fremtiden bringer, men om vi kommer til det eller ej, så kommer vi i hvert fald til at holde kontakten, fortæller Sol.

- Det skal vi gøre, lyder det fra Christian, hvortil Sol slår fast:

- Vi er slet ikke klar på at give slip på vores relation!

Se Sol & Christian og alle de andre deltagere i X Factor fredag klokken 20 på DR1 og DR TV.

Facebook
Twitter