Bookmakere og nettet i vild uenighed: Hvem vinder X Factor?

Der er langt fra enighed om, hvem der er den største favorit i årets X Factor, inden første liveshow løber over skærmen fredag aften.

Bookmakerne har henholdsvis Reem (øverst til venstre) og EMBRACE (øverst til højre) som deres favoritter, mens Mads Christian (nederst til venstre) er godt med på YouTube, og Clifforth & Hein har flest likes på Facebook. (Foto: agnete schlichtkrull © dr)

Sidste år pegede mange på Emilie Esther som den helt store X Factor-favorit allerede inden man gik i gang med liveshows.

I år er billedet et ganske andet, inden konkurrencens første liveshow løber over skærmen, fredag aften:

X Factor
  • X Factor sendes hver fredag kl. 20 på DR1.
  • Du kan også følge med i det helt nye program Ultra Factor, der sendes i pausen under TV Avisen, og igen efter X Factors afgørelse.
  • Hent appen DR X Factor i App Store eller Google Play og se alle optrædener, få seneste nyt om X Factor og vær med i spillet 4. dommer under tv-programmerne.
  • Følg med hver dag på Facebook-siden X Factor - DR.

- Forhåndsfavoritten er ikke så tydelig i år, som den tidligere har været, men vi har valgt at lade pilen pege på Reem, fortæller Niklas Nürnberg, oddssætter hos Bet25.dk.

Hos Bet25.dk får man i skrivende stund sine penge tre gange igen, hvis man spiller på, at den unge deltager vinder X Factor - og det altså viser sig at holde stik. Spillefirmaet har mindst tiltro til The Competition, der giver pengene 28 gange igen.

NordicBet har EMBRACE som favorit

NordicBet har dog en helt anden favorit:

- Musikaliteten hos pigerne fra EMBRACE er indiskutabel, og de har rutinerede Remee til at coache dem igennem konkurrencen. Det er hovedårsagerne til, at vi ser dem som favoritter, siger NordicBets oddssætter, Tonni Munk Jensen.

Her giver EMBRACE pengene 3,2 gange igen, mens man også spår Reem og Alex gode chancer. Her tror man mindst på Remees hårde drenge i gruppen Clifforth & Hein.

Clifforth & Hein fører på Facebook

Ser man imidlertid på, hvem af de ni live-deltagere, der har flest fans på Facebook, så er det netop Clifforth & Hein, der indtager førerpositionen.

De har i skrivende stund omkring 5.000 fans, mens Reem har lige på den anden side af 3.000.

Mads Christian godt med på YouTube

Tjekker man ud, hvor mange afspilninger, de forskellige deltageres optrædener har fået på YouTube, melder der sig endnu en favorit på banen.

Her er Mads Christian nemlig rigtig godt med; hans optræden fra 5 Chair Challenge er eksempelvis blevet set mere end 100.000 gange.

Alt ser altså ud til at kunne ske, inden X Factors første liveshow løber over skærmen fredag klokken 20 på DR1.