Dansker har hjulpet One Direction til verdenssucces - nu skal hun arbejde med X Factor-vinderen

Hun arbejder med verdens største boyband, One Direction. Nu skal hun arbejde med vinderen af X Factors tiende sæson.

Vinderen af X Factor skal træne stemmen med One Directions sangcoach. (© (c) DR)

Det er en sand verdenskvinde, som vinderen af X Factor kan se frem til at arbejde sammen med.

Sangcoach Helene Hørlyck har nemlig siden One Directions deltagelse i det engelske X Factor i 2010 rejst verden rundt med det engelske boyband og sørget for at udvikle og vedligeholde deres stemmer.

- Jeg har været sammen med drengene, siden de var 16 år. Jeg har været lige ved siden af dem hele vejen, så det er en kæmpe tryghed for dem, at jeg er der, fortæller Helene Hørlyck om One Direction.

- Det er forhåbentlig også det, som jeg kan give videre til vinderen. At vedkommende føler, at jeg har hans/hendes ryg.

Helene Hørlyck arbejder stadig med One Direction, selvom bandet lige nu holder pause, da de hver især har eller er i gang med at udgive musik som solister.

Helene Hørlyck skal arbejde sammen med vinderen af årets X Factor. (Foto: Emilia Therese)

Meget mere end teknik

Alligevel har Helene Hørlyck nu fået tid til at vende hjem til Danmark for en stund og hjælpe den kommende X Factor-vinder med at blive endnu bedre.

- Det første, jeg går ind og kigger på, er, hvordan instrumentet (red. stemmen) er. Ikke når de synger, men med de øvelser jeg giver dem, fortæller Helene Hørlyck om arbejdet som sangcoach.

- Så kan jeg se nøjagtig, hvor deres svagheder og styrker er, og hvad stemmen trænger til.

Men rollen som sangcoach handler om meget mere end sangerens stemme og teknik.

- Der er jo også alt det andet som fremførelse, psykologien, hvordan man står, hvordan man leverer varen og mikrofonteknik. Hele indbegrebet af dit job som sanger hjælper jeg med.

Selvtillid er vigtigst

Helene Hørlyck ser frem til samarbejdet med enten Mia, Chili eller Morten. For hende er det vigtigste at give vinderen selvtillid i brugen af deres stemme.

- Jeg ser allermest frem til at give dem selvtilliden. At give dem værktøjerne til at bruge deres stemmer, så de får selvtillid, siger Helene Hørlyck og fortsætter:

- For de er jo alene på scenen. Så de skal kunne mærke og føle på deres egen krop, så de selv kan hente værktøjerne frem, når de står der.

Som at træne op til et maraton

Til spørgsmålet om, hvor lang tid vinderen skal arbejde med Helene Hørlyck, siger sangcoachen, at hun altid har svært ved at give slip på sine kunstnere, når hun først har arbejdet med dem.

- Men målet er jo, at de skal være uafhængige af mig. Når tingene fungerer, så får de nogle ting i deres værktøjskasse, som de kan tage med ud af døren. Så behøver jeg ikke være der, når de skal åbne den værktøjskasse igen, siger Helene Hørlyck.

Men træning af stemmen tager tid og er ifølge Helene Hørlyck det samme som at træne op til et maraton.

- Man kan ikke øve alene i starten, for så øver man hurtigt forkert. De kan ikke gøre noget forkert, når de er sammen med mig, siger Helene Hørlyck og tilføjer:

- Sang er 90 procent teknik og resten er en gave, man har fået. Det er hårdt muskelarbejde.

"Practice what you preach"

Når Helene Hørlyck ikke rejser verden rundt for at hjælpe sine kunstnere, arbejder hun på sin egen musik.

- Det er vigtigt for mig at "practice, hvad jeg preacher", siger hun om sin egen musikkarriere.

- For hvordan kan jeg rådgive en sanger, hvis jeg ikke selv har stået der i alle mulige situationer?

Hun er lige nu i gang med at indspille en ny plade, hvor hun blander klassisk med pop- og rockelementer.

- Jeg skriver min egen musik, fordi med min egen stemme er det utrolig svært at synge et cover, da jeg godt kan lide yderlighederne i stemmen, siger Helene Hørlyck og fortsætter:

- Jeg bruger stemmen lidt mere ekstremt end andre.

Tilbage til Danmark - og X Factor

Når pladen er færdig, drømmer hun om en akustisk Danmarks turné.

- Det skal tage publikum igennem min egen stemmetræning og udvikling. Samtidig skal det fortælle historien om mit liv, siger Helene Hørlyck, der er født i Indien, vokset op i Irak og i dag bor skiftevis i London og Vejle.

Og nu skal hun snart tilbringe endnu mere tid i Danmark sammen med vinderen af X Factors tiende sæson.

- De skal slet ikke være bange, det skal nok blive sjovt, siger en smilende Helene Hørlyck.

- Det bliver spændende. Jeg glæder mig helt vildt.