Det får vinderen af X Factor 2016

Dette års X Factor-vinder kan glæde sig til en storstilet præmie.

Vinderen af X Factor 2016 får blandt andet som præmie at indspille en EP med producer-teamet bag One Direction (billedet).

Vinderen af X Factor kan se frem til at skulle indspille en EP med et ganske eksklusivt sangskriver- og producerteam.

X Factor
  • X Factor sendes hver fredag kl. 20 på DR1.
  • Du kan også følge med i det helt nye program Ultra Factor, der sendes i pausen under TV Avisen, og igen efter X Factors afgørelse.
  • Hent appen DR X Factor i App Store eller Google Play og se alle optrædener, få seneste nyt om X Factor og vær med i spillet 4. dommer under tv-programmerne.
  • Følg med hver dag på Facebook-siden X Factor - DR.

Det er nemlig makkerparret Julian Bunetta og John Ryan, der skal producere X Factor-vinderens første plade. De har blandt andet skrevet og produceret sange til store navne som One Direction, John Legend og Jason Derulo.

Musikvideo med stjerneinstruktør

Desuden får vinderen den eksklusive mulighed for at lave en musikvideo med den rutinerede danske musikvideoinstruktør, Michael Sauer Christensen.

Han har blandt andet lavet musikvideoer for kendte danskere kunstnere som Nik & Jay og Burhan G, og er desuden blevet nomineret til både Danish Music Awards, Gaffa Prisen og Zulu Awards.

"Bliver ikke bedre"

Jan Lagermand Lundme, underholdningschef i DR, er stolt over præmien, som altså vil tilfalde enten én af de unge, én af de voksne eller én af grupperne, når vinderen af X Factor 2016 skal kåres.

- Jeg er meget stolt af, at vi har fået makkerparret Julian Bunetta og John Ryan, som foruden at have lavet sange til store navne som One Direction, John Legend og Jason Derulo, også er en fast del af Simon Cowells X Factor-team, siger underholdningschefen.

- Og kombineret med en musikvideo i topklasse, som skal laves af Michael Sauer Christensen – så bliver det ikke meget bedre!