Det så du ikke i tv: Sanne sætter Blachman på plads efter X Factor-opgør

Sanne Salomonsen formåede ikke at forløse sin X Factor-deltager Vita, mener Thomas Blachman. Men rockmama'en afviser blankt kritikken.

Hun lagde ud som bookmakernes favorit til at vinde årets udgave af X Factor, men fredag aften måtte den 17-årige sangerinde Vita forlade programmet to uger før finalen.

Og det skyldtes ikke Vitas egne præstationer gennem liveshowene de seneste fem uger.

Det skyldtes derimod, at hendes dommer, Sanne Salomonsen, ikke håndterede sit unge talent på den rigtige måde.

Det mener den erfarne dommer Thomas Blachman, som ikke lagde fingre imellem om sin dommerkollegas indsats, da han sendte Vita ud af X Factor.

- Det handler om, hvordan man arbejder med mennesker, og hvordan man får det bedste ud af dem. Så jeg vil gerne straffe min meddommer ved at sende dig hjem, sagde han til Vita.

Blachman: Behov for at rette kritik

Efter programmet uddybede Thomas Blachman sin skarpe kommentar.

- Det er jo ligesom, hvis en ung elev med et stort talent går i en skole, som ikke rigtig forløser det. Jeg har et enormt behov for at rette en kritik – ikke mod en ung person, men imod skolesystemet, i Vitas tilfælde, hendes dommer. Det er derfor, jeg sagde, at hun ikke skulle tage det personligt. Men det var ikke godt nok gået, sagde Thomas Blachman og fortsatte sin kritik:

- Hun er ikke lykkes med at løfte 5 Chair-optrædenen, hvor Vita gik ind og viste, hvem Vita er. Det har hun ikke transcenderet på noget tidspunkt i de fem liveshows, selvom det burde kunne lade sig gøre. Jeg kan ikke huske et show, hvor jeg ikke har løftet mine artister til noget større end det, de kom med. Aldrig.

Sanne Salomonsen trøstede Vita, efter hun var røget ud af X Factor fredag. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © dr)

Sanne: Han ved ikke, hvad han snakker om

Sanne Salomonsen selv mener dog ikke, at Thomas Blachmans 'straf' var rettet mod hende.

- Nej, det var ikke mig, han ville straffe der. De har jeg meget svært ved at tro på, lød det fra rockmama'en, som til gengæld var mere klar i mælet, da det kom til Blachmans kritik om, at hun ikke har formået at få det optimale ud af Vita i liveprogrammerne.

- Det er fordi, han ikke ved, hvad han snakker om. Han kender ikke Vita, og han har ikke været i stand til at sætte sig ind i, hvor svært det har været for en ung komponist, som er vant til at synge sine egne sange, at være med i X Factor, hvor man jo ikke må det. Der skal man synge covernumre. Det er klart, det har været en stor opgave for os, sagde Sanne Salomonsen og tilføjede:

- Vita er en ny, dansk sangerinde, der laver sine egne sange, og det har jeg så meget respekt for. Jeg ville ønske, vi havde kunnet vise den side af hende, for det er der, hun er.

På trods af de skarpe vendinger mellem de to erfarne musikere var stemningen ikke dårligere, end at de fint kunne kramme og grine sammen efter programmet.

Med Vita ude af X Factor har Sanne Salomonsen kun Sigmund tilbage i programmet. Thomas Blachman har gruppen Place on Earth med i semifinalen, mens Remee fortsat har sine to voksne solister, Rasmus og Jamie Talbot, med i konkurrencen.

Vinderen af X Factor 2018 kåres fredag 6. april.