Det så du ikke i tv: Sanne stopper X Factor-gruppe - Nu går Mama i gang!

Duoen Sweet Sound skal i aften kæmpe om en stol i 5 Chair Challenge i X Factor. Se deres første møde med dommerne i fuld længde.

- Må jeg stoppe jer og bede jer om at gå lidt tættere sammen?

Sådan lyder det fra Sanne Salomonsen blot et par sekunder inde i duoen Sweet Sounds audition.

Maria og Amalie fra henholdsvis Aarhus og Faaborg får ikke lov at slippe let igennem nåleøjet.

Efter at have byttet plads fremfører de 'A Life That's Good' fra tv-serien 'Nashville'.

- Der mangler lidt en følelse af, at vi også er her. Det hedder at blive set som publikum, siger Thomas Blachman.

Inden dommerpanelet når frem til en afgørelse, rejser Sanne Salomonsen sig fra sin stol for at coache dem, hvilket straks får Remee til at udbryde:

- Nu går Mama i gang!

Sanne Salomonsens indgriben må at dømme ud fra dommerpanelets endelige votering have hjulpet, for Sweet Sound går fra auditionstudiet med tre ja’er.

Se Sweet Sounds audition i fuld længde i videoen øverst.

I aften skal de kæmpe om en stol i den frygtede 5 Chair Challenge sammen med resten af Thomas Blachmans udvalgte grupper. Se med klokken 20 på DR1 og DR TV.