Hver fredag eftermiddag afholder hele X Factor-produktionen generalprøve på det store show få timer inden, det bliver sendt på skærmen klokken 20.
Og da der blev afholdt generalprøve fredag eftermiddag, gik tingene langt fra efter planen.
Få sekunder inde i den ene af deltagernes prøve gik et kamera nemlig ned, samtidig med at der opstod problemer med lyset.
Hele generalprøven blev afbrudt, og værten Sofie Linde måtte forsøge at trække tiden for de mange publikummer, der sad og overværede generalprøven.
Da Sofie Linde efterhånden løb tør for anekdoter og vittigheder, søgte hun hjælp hos X Factors-dommerbord.
Her er det dog ikke Remee, Thomas Blachman og Mette Lindberg, der sidder under generalprøven - de skal jo komme med deres impulsive meninger i selve liveshowet.
Derfor sidder der tre helt almindelige mennesker og leger dommere - akkurat som det også er tilfældet i lignende programmer som Vild med dans og Danmark har talent.
Viste parkour på scenen
En af disse dommere - Dennis Asp, der agerer Thomas Blachman - fortalte, at han i sin fritid underviser i parkour, og det fik straks Sofie Linde til at udbryde:
- I parkour? Altså det vil sige, at jeg faktisk godt i princippet kan kalde dig op på scenen og bede dig om at lave noget parkour?
Og det kunne det! Dennis Asp aka den "falske Thomas Blachman" sprang på scenen og viste et par tricks - til stor jubel for Sofie Linde og publikum.
Efter en afbrydelse på en halv times tid kunne generalprøven fortsætte, og hele holdet skulle således gerne være klar til liveshowet klokken 20.
Her skal de sidste fem deltagere synge store verdenshits, hvorefter én af dem skal sendes ud af programmet.
Se X Factor på DR1 klokken 20.