Diana skrev til Mads & Monopolet om sin hashrygende far: Nu får hun hjælp af X Factor-dommerne

Den vanlige uenighed blandt X Factor-dommer var lagt på hylden... Lige indtil snakken faldt på joints.

(Foto: Mads & Monopolet © dr)

Humørknappen var skruet op på maksimum, da de tre X Factor-dommere lørdag formiddag gæstede Mads & Monopolet på p4.

Sanne Salomonsen, Thomas Blachman og Remee fik diskuteret alt lige fra gammeljomfruer til børneopdragelse. Og i modsætning til deres indbyrdes skænderier i X Factor fredag efter fredag så var der overordnet set bred enighed mellem de tre, da de hjalp danskere med det ene dilemma efter det andet.

Men så faldt snakken på hash...

De tre dommere skulle hjælpe Diana på 24 med at beslutte sig for, om hun skulle invitere sin far med til sit bryllup.

Faren har været afhængig af hash, siden han var ung dreng, og var i Dianas optik ikke den fedeste gæst af have med til et bryllup.

Monopolets yngste medlem Remee var klar i mælet og opfordrede Diana til at sætte sig selv først.

Man kan skrive fede sange med lidt pot.

Remee

- Jeg synes, der er positive ting ved det, og man kan skrive fede sange med lidt pot. Men nu har jeg nogle venner, hvor jeg kan se, hvordan det kan tage overhånd og gå ind og forsinke hele ens liv, og det er frygteligt at se et menneske tabe sig selv. Og det her bryllup er Dianas dag. Så hun er nødt til at stille kriterierne op for faren og sige, at han skal tage sig sammen for hendes skyld, siger Remee, der lynhurtigt bliver bakket op af Sanne.

- Jeg ville helt klart også konfrontere ham. Jeg ville ikke være bange for det, og jeg ville gøre det i stor kærlighed til ham. Jeg ville have det bryllup, jeg gerne ville have, og for at det ikke skulle blive pinligt, ville jeg konfrontere ham med det, siger Sanne.

Blachman nuancerer

Da det yngste og ældste medlem af dagens monopol var blevet enige om løsningen for Diana, lagde Tomas Blachman sig på tværs.

Han prøvede at nuancere diskussionen, ved at sætte ord på det forhold, der er mellem den unge datter og den misbrugende far.

Det er dybere end som så, og det er ikke bare at gå ud og sige, at nu må han stramme op

Thomas Blachman

- Det er et svigt og noget, der ikke er, som det skal være. Bare fordi hun er blevet 24, betyder det ikke, at hun kan træde ind i en voksenrolle og konfrontere ham. Det er smerteligt i den relation mellem den ansvarlige og så barnet. Det er dybere end som så, og det er ikke bare at gå ud og sige, at nu må han stramme op, siger Blachman.

Han pegede på, at man som voksen ikke kan gøre noget ved de svigt, der er sket og i stedet må affinde sig med situationen, hvor trist den end er.

- Det er en tilgivelsesproces. I samme øjeblik, man selv får børn, accepterer man også sine forældres uduelighed, hvad end det måtte være. Hun kan ikke gøre andet end at acceptere, at han er faldet i den der tåge, siger han og fortsætter:

- Det er smerteligt ad helvede til for de små børn, men når man bliver 24 er man også halvvoksen, og så skal man skille sig af med den smerte fremadrettet.

Den kommentar fik Remee til at minde om, at Diana altså stod og skulle holde sit livs bryllup, og at det måtte være vigtigere end alt andet.

Uanset hvor meget, vi skal acceptere hinanden, så vil jeg mene, at han skal ofre sig selv for sit barn og hendes dag.

Remee

- Hvis det er sådan, at han bliver aggressiv, så er det ikke sådan, de skal tænke tilbage på den dag. Uanset hvor meget, vi skal acceptere hinanden, så vil jeg mene, at han skal ofre sig selv for sit barn og hendes dag, sagde Remee.

En glad Mads Steffensen

Programmets vært Mads Steffensen var efter udsendelsen meget tilfreds med sine tre nye medlemmer af monopolet, som han syntes klarede ilddåben flot.

De kunne alle sammen vende tilbage.

Mads Steffensen

- De klarede det rigtig godt. Jeg var spændt på, hvordan det ville gå med tre nye. Blachman har været med en enkelt gang eller to før. Men de to andre var debutanter. Og jeg synes, de gjorde det godt, fortæller han og afviser heller ikke, at de tre dommere kunne lave en 'Lina Rafn', der er tidligere X Factor-dommer og nu en fast bestanddel af Monopolet.

- De kunne alle sammen vende tilbage, men jeg ville ikke sætte dem sammen igen. Jeg gør jo altid det her med, at gæsterne skal komme fra forskellige brancher og have forskellige ting med sig i rygsækken. Men det kunne være sjovt at se dem sammen med en politiker, forfatter eller bestyrelsesformand, siger Mads Steffensen.

Han bemærker også, at de tre dommere havde en helt særlig energi, mens de sad i studiet og forsøgte at agere problemløsere på danskernes vegne.

- Det var sjovt i dag at se, at Blachman og Remee har kendt hinanden i mange år. Der var sådan et spil i deres øjne uden at de sagde noget. Og så kunne jeg godt lide den respekt, de har for Sanne. Der er en stor kærlighed mellem dem, som jeg var glad for at opleve.