Dramatisk ændring i X Factor: Han bestemmer finalisternes sang

Normalt er det dommerne, der vælger sange til deltagerne i X Factor-finalen. Men i år er den amerikanske hitproducer Dallas Austin med til at vælge én af finalisternes sange.

Dallas Austin (tv.) skal producere X Factor-vinderens EP. (Foto: © Erik S Lesser / Reuters © Scanpix)

Fredag aften kåres den tiende vinder af X Factor herhjemme - Chili, Mia eller Morten Nørgaard.

Og for den af de tre finalister, der løber af med sejren, venter der noget af en præmie.

Ikke alene får vedkommende et sangtræningsforløb hos den internationalt anerkendte sangcoach Helene Hørlyck, der har arbejdet sammen med One Direction, vinderen skal også indspille en EP med fire numre med den amerikanske producer Dallas Austin.

Dallas Austin har arbejdet sammen med legender som Madonna, Michael Jackson og Janet Jackson og desuden produceret hits for blandt andre Pink, Sugababes, Gwen Stefani, TLC og Anastacia.

Men som noget helt nyt begynder vinderens forløb med den amerikanske hitproducer allerede dagene op til fredagens finale.

Udvælger helt særlige sange

Den 46-årige hitmager kommer nemlig til Danmark i dagene op til finalen for at hjælpe de tre finalister med at fremstå bedst muligt i finalen. Og så er det faktisk Dallas Austin, der egenhændigt har bestemt den ene af de sange, Chili, Mia og Morten Nørgaard skal synge i finalen.

Det er for vildt, at han så oven i hatten både vælger sange til finalisterne og kommer til Danmark i dagene op til finalen og arbejder med deltagerne.

jan lagermand lunde, underholdningschef i dr, om dallas austin

Dallas Austin har tidligere modtaget forskelligt materiale af X Factor-finalisternes optrædener og har dermed udviklet et indgående kendskab til dem.

DRs underholdningschef, Jan Lagermand Lundme, glæder sig over den udvidede rolle, som Dallas Austin kommer til at spille i dette års X Factor.

- Det er jo uden tvivl stort nok i sig selv, at Dallas Austin kommer til at producere fire numre for vinderen af X Factor. Det er for vildt, at han så oven i hatten både vælger sange til finalisterne og kommer til Danmark i dagene op til finalen og arbejder med deltagerne, siger han og fortsætter:

- På denne måde sikrer vi en ny og helt unik kontinuitet mellem finaleshowet og tiden, der følger. Det kommer til at gøre en mærkbar forskel – både for vinderen og for de mange X Factor-fans rundt om i landet.

Ed Sheeran og Gulddreng optræder

I finalen skal alle tre finalister i første omgang synge to sange. Én sang, som de selv har valgt sammen med deres dommer, og altså så et nummer, som Dallas Austin har udvalgt særligt til hver enkelt.

De to finalister, der får flest stemmer af seerne, går herefter videre til den altafgørende runde, hvor de hver især får lov til at synge deres bud på en vindersang.

De tre vindersange blev som noget nyt offentliggjort lige efter semifinalen. Du kan høre de tre vindersange her.

Ud over besøg af Dallas Austin kommer også den internationale superstjerne Ed Sheeran samt det måske største musikalske fænomen herhjemme i øjeblikket, Gulddreng, og optræder i årets X Factor-finale.

Se finalen fredag klokken 20 på DR1.

Mia, Morten Nørgaard eller Chili? Fredag aften kan én af de tre kalde sig vinder af X Factor 2017. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen/DR)