Droppet af Remee: Nu er 16-årige Elena X Factors nye stjerne

I 2015 fik Elena Victoria kritik fra Remee. Det gav hende blod på tanden til at vende stærkere tilbage i år.

Da Elena Victoria mødte op til X Factor-audition sidste år, sagde Remee, at hun havde brug for at udvikle sig. I år gik det anderledes.

Fredag tryllebandt 16-årige Elena Victoria både dommerpanel og seere, idet hun med tre gange ja kunne forlade auditionlokalet med et stort smil på læben og en billet videre i X Factor.

Men fredagens audition i Aarhus var faktisk ikke første gang, den unge sangerinde prøvede lykken i X Factor. Hun stillede nemlig op allerede sidste år, hvor det dog kun var Blachman, der kunne se hendes talent.

Men Elena Victoria var ikke bange for at stille sig op foran de kritiske dommere endnu en gang. Tværtimod.

- Sidste år sagde Remee, at jeg havde brug for at udvikle mig mere og tage ud at optræde og få erfaring. Det tog jeg til mig, så det skræmte mig ikke at vende tilbage. Jeg kom jo for at få kritik, og den kritik gjorde mig stærkere, fortæller Elena Victoria, der til daglig går på HHX i Kolding.

Lærte guitar på en time

Hvad man lærer i fredagens afsnit af X Factor er, at Elena Victorias papfar, Martin, spiller en stor rolle for Elena Victoria, fordi det var ham, der for alvor bragte musikken ind i hendes liv og fik hende til at se sit eget talent.

Da Elena Victoria var 10 år gammel blev hendes forældre nemlig skilt, og hendes far flyttede tilbage til Spanien, hvor han kommer fra. Derefter kom Martin ind i billedet, og han havde en venstrehåndsguitar, som Elena Victoria hurtigt tog til sig.

- En dag sad jeg bare og prøvede at spille nogle akkorder for mig selv inde på værelset, og efter en time havde jeg lært at spille ’Just the Way You Are’ med Bruno Mars, som jeg havde hørt på YouTube, fortæller Elena Victoria, der også har sunget, siden hun var seks år gammel.

- Først troede min mor ikke på det, da jeg kom ned og sagde, at nu kunne jeg spille guitar, griner Elena Victoria.

Se Elena Victorias audition herunder. Artilken fortsætter under videoen.

Papfar opdagede hendes talent

Siden da tog det fart, for Martin opdagede hurtigt Elena Vistorias talent. De to øver sammen næsten hver dag, og så er det altid dem, der underholder med musikalske indslag, når familien samles til forskellige arrangementer.

- Hvis ikke jeg havde mødt min papfar, så havde jeg ikke taget musik så seriøst i dag. Min papfar har i mange år haft sit eget band, skrevet sine egne sange og været ud og optræde, fortæller Elena Victoria, der drømmer om en dag også at komme til at spille musik professionelt.

- Han inspirerer mig vildt meget, og han er der altid til at hjælpe mig. Jeg ser ham som min far.

Spiller på gehør

Men musikken lå i Elena Victoria længe inden, hendes papfar kom ind i billedet. Selvom ingen i Elena Victorias familie har spillet musik eller sunget, så er begge dele noget, der altid har faldet den 16-årige jyde naturligt.

- Som lille lærte jeg at spille på instrumenter rigtig hurtigt, og i skolen var jeg altid den første til at lære at spille det, vi hørte i musiktimerne, fortæller Elena Victoria, der både har spillet klaver, keyboard og trommer foruden guitar og sang.

At Elena Victoria har et musikalsk øre, kan der ikke være nogen tvivl om.

- Jeg spiller meget på gehør. Jeg sidder som regel bare derhjemme og jammer lidt og lærer det selv. Jeg tror, jeg har let ved det, fordi vi altid har hørt meget musik derhjemme, så musikken har altid været omkring mig. Og så er jeg meget stædig, så hvis jeg har sat mig for at lære noget, så gør jeg det, fortæller hun og fortsætter:

- Men det er ikke noget, jeg har arvet. Min mor og min søster forstår ikke rigtig, hvor jeg har det fra.

Facebook
Twitter