Emilie Esther blev hele Danmarks darling i X Factor: Her er hun i dag

Som 15-årige vandt Emilie Esther X Factor. Men i tiden efter sin musikalske succes kunne hun pludselig ikke se sig selv i den popmusik, hun lavede.

- Du har en international lyd, og du er forklaringen på, hvorfor det her show eksisterer.

Sådan lød rosen blandt andet fra den erfarne X Factor-dommer Remee, der stod for at vejlede 15-årige Emilie Esther i hendes færd gennem X Factor-eventyret, som kulminerede med en storslået sejr foran tusindvis af publikummer i Boxen i Herning.

Og det er en rejse, den i dag 18-årige sangstjerne tænker tilbage på med stor begejstring.

- Hver dag var fed. Det var som en drøm hver eneste dag. Det var selvfølgelig hårdt, men jeg kommer tit til at tænke på det, når de nye sæsoner kommer, og man kan se deltagerne på Instagram og følge dem bo i lejligheden, eller når de tager ud på DR og mødes med dommerne. Man kan ikke undgå at savne det, siger Emilie Esther.ds

Det var med sangen 'Undiscovered', at Emilie vandt X Factor-finalen i 2015. Se hendes finaleoptræden her.

En ufrivillig poptøs

Efter sin sikre sejr over Jógvan og Ivarsson, Bang & Neumann i finalen udgav Emilie Esther sin vindersang 'Undiscovered' og tog derefter til Los Angeles i USA for at indspille sin ep 'Rare'.

Her arbejdede hun sammen med popsnedkeren RedOne, der har været producer og sangskriver for nogle af popmusikkens sværvægtere som Britney Spears, Lady Gaga og Jennifer Lopez.

Samme år stod Emilie Esther igen på scenen foran tusindvis af popfans, da hun varmede op for den australske verdensstjerne Kylie Minogue, da hun gav koncert i Danmark.

Men på trods af millioner af afspilninger af sine sange på diverse streamingtjenester, så ser Emilie Esther i dag tilbage på sin tid som popprinsesse med blandede følelser.

- Musikken, jeg udgav dengang, var ikke noget, jeg selv skrev. Jeg var da med inde over det, men jeg var jo helt uerfaren. Det var selvfølgelig også bare sådan, det skulle være, og jeg var også helt vildt stolt af det bagefter. Det er jeg da på sin vis også stadig, men jeg kender bare mig selv bedre nu, og det er ikke den slags musik, jeg vil lave i dag.

Se Emilie Esther synge sin single 'Inescapable', da hun et år efter sin sejr vendte tilbage til X Factor-scenen i 2016.

Følte sig fanget

Den nu 18-årige gymnasieelev er da også overbevist om, at hun har fundet sig selv langt mere, end da hun stod som nyslået X Factor-vinder i Los Angeles med solskin fra en skyfri himmel og ivrige fans på de sociale medier.

- Jeg havde aldrig været ude i den store, vide verden. Jeg er en hel del erfaringer rigere nu. Og det er jo også tre-fire år siden. Man bliver jo ældre. Så i forhold til usikkerhed og den slags så synes jeg, at jeg er blevet meget mere sikker på mig selv.

Som så mange andre unge før hende tog Emilie på efterskole efter folkeskolen.

Her oplevede hun for første gang, hvordan hun begyndte at distancere sig fra den udgave af sig selv, der havde vundet X Factor blot et år forinden.

- Jeg følte mig lidt fanget i en kasse, hvor jeg for eksempel skulle blive ved med at poste billeder på Instagram. Og pludselig var jeg bange for at klippe mit hår for at skuffe folk. Jeg følte mig presset til at skulle tage gode billeder og leve op til den samme person, som folk havde lært at kende. Og det kunne jeg jo ikke. Så jeg tog beslutningen om at stoppe med Instagram, siger Emilie Esther.

Emilies farvel til Instagram betyder, at det nyeste billede på hendes profil er fra sommeren 2016.

Gymnasiets dannelsesrejse

I dag går Emilie Esther i gymnasiet på Aalborg Katedralskole, hvor tiden bliver brugt på lektier, fester og musik.

Og som det sker for de fleste unge mennesker, der begynder på en ungdomsuddannelse, så er det ofte én person, der træder ind i begyndelsen, og en helt anden der dimitterer.

Emilie Esther kan da også nikke genkendende til at være i gang med sin egen coming of age-historie, nu hvor hun er halvvejs i gymnasiet.

- Jeg har jo ændret mig helt vildt både personligt og udseendemæssigt. Jeg er ved at finde ud af, hvem jeg er og kommer tættere på at være den person, jeg selv er tilfreds med, siger hun.

Men som i så mange ungdomsfortællinger før Emilie Esthers, så er teenageårene som bekendt ikke altid lige nemme at finde fodfæste i.

De fleste voksne kan blive enige om, at bumserne altid kom ubelejligt, at ham den søde fra parallelklassen altid var optaget, og at man kunne blive pludseligt arrig uden helt at vide hvorfor. Der er mange ting, man skal håndtere som ungt menneske.

Så når man har slået håret ud og står til en gymnasiefest og egentlig bare gerne vil nyde en bajer med sine veninder, er det ikke altid lige sjovt, at alle kender én fra den store X Factor-scene.

- Hvis der kommer den ene efter den anden og skal 'drille', så bliver det måske ikke lige så fed en aften. Det kan være, hvis fulde mennesker kommer hen og siger noget nedladende eller hånligt spørger: 'Er det dig fra MGP', selvom de godt ved, hvor det er, de kender mig fra. Så føler man sig lidt set ned på, siger Emilie Esther, der også har oplevet, hvordan snakken kan gå i krogene, når man er et kendt ansigt.

- Der kan hurtigt komme fordomme, så folk måske dømmer mig lidt på forhånd. Jeg hørte på et tidspunkt mange ting om folk, der havde sagt alt muligt, som jeg aldrig har snakket med. Det var ikke noget slemt, det var bare sådan lidt underligt. Men jeg har heldigvis fundet nogle gode venner, der kan se bort fra X Factor-tingen, siger hun.

Udforsker musikken

Det passer Emilie Esther glimrende, at hun nu bruger det meste af sin tid på at være flittig i skolen og finde sig selv som ung kvinde i stedet for at give den gas som popprinsesse.

- Det er ingen hemmelighed, at der musikalsk ikke er sket helt vildt meget for mig. Jeg er i gang med gymnasiet, og jeg har det så fedt og har så mange gode venner, som jeg har det sjovt med. Og det synes jeg også er en vigtig del af ungdommen, fortæller hun.

I sin fritid er Emilie Esther med i tre forskellige skolebands. Hun understreger dog, at man ikke skal forvente at høre ny musik fra hende i den nærmeste fremtid, da hun stadig er ved at finde ud af, hvilken type musik hun gerne vil lave.

- Jeg kan mærke, at jeg er på vej til at finde ud af det. Det er så fedt at udforske, hvad jeg egentlig har lyst til. I de her år og flere år endnu, tager jeg mig tid til at finde ud af, hvilken musik jeg vil være stolt af og ikke bliver træt af at optræde med. Jeg kan mærke, hvordan jeg udvikler mig hele tiden.

Facebook
Twitter