Fra Martin til Place on Earth: Se alle X Factor-vindernes største øjeblikke

Fredag aften løb 11. og sidste X Factor-finale af stablen på DR1. Husker du alle vinderne siden 2008?

Husker du Idas cover af Coldplays 'Paradise' til finalen i 2012 og Martin, der sang Queen til finalen i 2008?

Fredag aften blev Thomas Blachmans gruppe Place on Earth kåret som vinder af X Factor 2018 til det endelige finaleshow i DR Byen.

Dermed blev der sat et stort, formidabelt punktum for X Factor på DR.

Igennem 11 sæsoner har vi fulgt en lang række håbefulde talenter, som hvert år er blevet skåret ned til én enkelt vinder.

Se eller gense alle X Factor-vindernes finaleoptrædener fra 2008-2018 her.

2008: Martin

Da den allerførste sæson af X Factor løb over skærmene i de danske hjem i 2008, var det den kun 15-årige Martin fra Ørum, der sang sig ind i seernes og dommernes hjerter.

Til finalen valgte seerne, at han skulle synge Queens 'Somebody To Love', og det gjorde han så godt, at han efterfølgende kunne kalde sig den første vinder af dansk X Factor.

2009: Linda

X Factor-seerne mødte Linda i 2009, da programmet tog hul på sin anden sæson.

Den færøske sangerinde kom oprindeligt til København som 21-årig for at lave musik og havde allerede sunget kor for blandt andre Blå Øjne.

Da hun stillede op i X Factor, tog hun seerne med storm og leverede en række overbevisende optrædener, som mundede ud i Pinks hit 'So What' til finalen.

Samarbejdet med mentoren Lina Rafn bar frugt og endte med at sikre hende en førsteplads.

2010: Thomas

Thomas fra København blev matchet med dommeren Pernille Rosendahl i kategorien 25+ i 2010.

Sammen udforskede de forskellige dele af indie/pop/rock-genrerne igennem sæsonens liveshows med covers af blandt andre The Killers, Coldplay, Radiohead og til slut U2 i finalen.

Uden at komme i farezonen en eneste gang undervejs kunne Thomas efter finaleshowet i Parken kalde sig vinder af X Factor.

2011: Sarah

I 2011 fik X Factor en ny dommer, hitsmeden Cutfather. Han fik tildelt den unge kategori og fik dermed den 15-årige deltager Sarah under sine vinger.

Med sin hæse stemme og overordentligt charmerende attitude tog hun seerne med storm og sang sig hele vejen til finalen i Parken.

Her hev hun vindertitlen hjem med et Lady Gaga-cover og et brag af en performance.

2012: Ida

Da beskedne, unge Ida kom under dommer Pernille Rosendahls vinger i 2012, gik alting op i en højere, musikalsk enhed.

Allerede i sæsonens første liveshow sprang hun ud som en sand sangstjerne, og ikke overraskende sørgede seerne for, at Ida gik hele vejen til finalen, hvor hun sang 'Paradise' med Coldplay.

2013: Chresten

Da nordjyden Chresten stillede op i X Factor i 2013, blev han matchet med dommeren Ida Corr.

Sammen gav de en række overbevisende bud på, hvordan Chrestens country-egnede vokal kunne kombineres med sange af kunstnere som Kanye West og Bruce Springsteen, og seerne kvitterede med høje stemmetal gennem hele sæsonen.

I finalen skreg Chresten igennem på det gamle folkemusik-nummer 'Where Did You Sleep Last Night', som blev gjort kendt af grungebandet Nirvana.

2014: Anthony Jasmin

I 2014 var det dommeren Thomas Blachman, der, ligesom i denne sæson, fik X Factors gruppekategori.

Her sammensatte han de to unge solister Anthony og Jasmin, som skulle vise sig at være et fantastisk match.

Lynhurtigt fandt de hinanden musikalsk og blev den første gruppe, der gik hele vejen og endte ud med vindertitlen, i dansk X Factor-historie.

I finalen fik de selskab af den danske popsmed Christopher på scenen, hvor de sang hittet 'Told You So'.

2015: Emilie Esther

I modsætning til andre X Factor-sæsoner, hvor favoritten skiftede undervejs i liveshows, herskede der i 2015 ingen tvivl om, at Remees unge Emilie Esther var årets ultimative seerdarling.

Med hits af blandt andre Sia, Ellie Goulding og Fun brillerede hun fredag efter fredag og blev belønnet med en sikker plads i finalen.

Her sang hun et mashup af Beyoncé, The Verve og Nat King Cole, som fik dommerne til at stråle og seerne til at stemme.

2016: EMBRACE

Søstrene Anilde og Azilda, som til sammen udgjorde gruppen EMBRACE (nu Kaputu), modtog allerede roser og kærlighed fra seerne og dommerne efter deres første audition - og strøg da også direkte til liveshows.

Alligevel havde de færreste set det komme, at søstrene fra Angola med Remee som mentor skulle løbe med den endelige sejr som den anden gruppe nogensinde i den danske X Factor-historie.

Det var dog ikke desto mindre hvad de gjorde. Og til finalen leverede de en overbevisende optræden sammen med de danske stjerneskud Alex Vargas og Scarlet Pleasure.

2017: Morten

I 2017 faldt de danske X Factor-seere pladask for 26-årige Morten fra Odder.

Morten var glad for at spille computer men ville nu prøve lykken som sanger efter at være blevet gjort opmærksom på sin bemærkelsesværdige stemme.

Undervejs i sæsonen voksede seernes kærlighed til den unge jyde, som hele vejen igennem kæmpede med sin nervøsitet.

Alle følte med ham, da han blev hylet ud af den og glemte teksten til en sang i et liveshow, hvor værten Sofie Linde hjalp ham tilbage på rette spor.

Til finalen fik han mulighed for for alvor at få vist sin coolness og nyvundne selvtillid med solbriller og Bastilles 'Pompeii' og kunne efterfølgende kalde sig vinder.

2018: Place on Earth

Fredag aften blev den 11. og sidste vinder af X Factor på DR1 fundet, og det blev Mille, Kathrine og Andreas i trioen Place on Earth, der vandt seernes hjerter og ikke mindst den eftertragtede præmie.

Sejren kom i hus efter tre optrædener i finalen, hvoraf den sidste var med den single, som Place on Earth nu kan kalde deres debutsingle som gruppe - 'Young'.

Med sejren til Place on Earth blev X Factor 2018 en ren triumf for dommerveteranen Thomas Blachman.