Han var Blachmans allerførste X Factor-stjerne: Her er Frederik i dag

Frederik Konradsen, der deltog i X Factors første sæson, lever i dag af musikken og har gang i massevis af projekter.

- Sejt garn!

Lina Rafn var på i det sekund, Frederik Konradsen trådte ind foran dommertrioen i den første sæson af X Factor for ti år siden.

Men Frederik Konradsen viste sig heldigvis hurtigt at være langt mere end blot sit store hår.

Med massevis af charme og musikalsk overskud imponerede han dommerne og var faktisk den første deltager nogensinde i dansk X Factor til at få tre gange ja og dermed gå videre i konkurrencen. Siden sang han sig hele vejen til liveshows under Thomas Blachmans vinger.

Den dengang 27-årige musiker havde inden sin deltagelse i X Factor allerede en klar idé om, hvem han var rent musikalsk og hvilken retning, han gerne ville gå i. Derfor var Thomas Blachman også det rigtige match for ham, fortæller Frederik Konradsen i dag.

- Jeg var glad for, jeg havde Blachman som dommer. I begyndelsen var det lidt angstprovokerende at stå over for ham, men han er faktisk en utrolig livsglad og begejstret person, så det var enormt inspirerende at være sammen med ham. Han var et forbillede for mig i forhold til det med at turde gå imod strømmen og bare være sig selv, siger Frederik Konradsen.

Se Frederik Konradsens audition i X Factor 2008 i videoen her.

Overvældende at blive genkendt

Selvom det blot blev til to liveshows for den ellers så scenevante musiker, så kunne Frederik Konradsen i dén grad bruge den eksponering, han fik i programmet, efterfølgende. Det væltede nemlig ind med tilbud om at komme ud og optræde overalt i landet.

- Jeg levede jo også af at spille musik, inden jeg kom med i X Factor, så da det var slut, var det på en måde 'business as usual' – bare på steroider, siger Frederik Konradsen med et grin og fortsætter:

- Jeg var glad for, at jeg i forvejen havde erfaring med at turnere og afvikle arrangementer, for det var virkelig overvældende med al den opmærksomhed, jeg fik efter programmet. Jeg blev også genkendt på gaden hele tiden, det var helt vildt flippet, husker han og tilføjer, at folk ti år efter hans tid i tv stadig genkender ham fra X Factor.

- Det er fordelen ved ikke rigtig at have ændret udseende, ha ha. Jeg synes, det er meget sjovt, og jeg er overrasket over, at folk stadig husker det, siger han.

Se Frederik Konradsen optræde med Whitney Houstons 'My Love Is Your Love' i X Factors liveshow i 2008.

Kommer helt tæt på sit publikum

Netop på gaden – nærmere bestemt Strøget i København – kan man stadig den dag i dag af og til opleve Frederik Konradsen live som gadesanger.

Her optrådte han også inden sin deltagelse i X Factor, og selvom han egentlig har rigeligt med musikalske projekter at se til, så har han helt bevidst valgt at holde fast i at synge for de tusindvis af handlende i centrum af København – simpelthen hen fordi det giver ham noget både menneskeligt og professionelt at møde sit publikum i øjenhøjde.

Frederik Konradsen kan flere gange om ugen opleves ved Storkespringvandet på Strøget i København, hvor han optræder med en blanding af sine egne sange og covernumre. (© PRIVATFOTO)

- Først og fremmest er det sjovt at stå derinde, og det er fedt at spille musik for nogen, som ellers ikke ville høre ens musik. Derudover er Strøget og samværet med folk også en dejlig kontrast til det at sidde isoleret i et studie og indspille musik, siger Frederik Konradsen og fortsætter:

- På den måde bruger jeg også Strøget til at teste nye sange for at finde ud af, hvad der virker og ikke virker. Responstiden fra publikum er meget hurtig i forhold til, hvis jeg bare sad derhjemme og kun tog ud, når jeg har deciderede shows. Det er så dejligt ligetil.

Musik er omdrejningspunktet for alt

Sideløbende med sine optrædener på Strøget i København har Frederik Konradsen haft gang i et hav af andre projekter, der alle har musikken som omdrejningspunkt.

Året efter deltagelsen i X Factor udgav han sit debutalbum 'Home Is Where the Heart Is', i 2011 udgav han børnealbummet 'Sange fra Sahara', og i 2015 skrev han titelsangen og den øvrige musik til børnefilmen 'Villads fra Valby'.

Herudover har han løbende komponeret melodier til forskellige reklamefilm, blandt andet for firmaet Bobles, der producerer populære møbler til børn, han har samarbejdet med BørneJazzKlubben, og han agerer af og til konferencier ved forskellige arrangementer.

Alt det til sammen gør, at Frederik Konradsen lever 100 procent af musikken.

- Jeg lever drømmen, og jeg gør de ting, jeg kan lide. Det er jeg virkelig glad for, siger han.

Har optrådt masser af steder i udlandet

Det er dog ikke kun herhjemme, at Frederik Konradsen har haft travlt med at optræde. Faktisk har han boet og optrådt adskillige steder rundt omkring i verden, siden han sagde farvel til X Factor.

Den i dag 37-årige musiker har nemlig optrådt både som solist og i forskellige bandkonstellationer i lande som Rusland, Mexico og Tyskland, hvor han tilbragte et par år i den tyske hovedstad.

Frederik Konradsen giver den gas på en en tysk musikfestival. (© PRIVATFOTO)

Også Argentinas hovedstad, Buenos Aires, har Frederik Konradsen gæstet flittigt gennem årene, og i dag er han i fuld gang med at arbejde med ny musik sammen med en argentinsk musiker.

- Jeg har altid været glad for at rejse. Man oplever en masse forskellige kulturer og får set det hele – fattigdom, rigdom osv. Jeg spiller meget reggae og har især været inspireret af de latinske rytmer og latinamerikanernes måde at udtrykke sig på, og den lyd og stil er da også noget, der naturligt har sneget sig ind i mit repertoire, fortæller Frederik Konradsen.

Det var da også i udlandet, nemlig i Indien, at Frederik Konradsen i sin tid blev gift med sin hustru, Anja. Det blev de allerede inden hans deltagelse i X Factor, og i år har de været sammen i 14 år.

Og hvad er så opskriften på et lykkeligt ægteskab? Jo, den er såmænd ganske simpel i ifølge Frederik Konradsen.

- Kompromis, kompromis, kompromis, siger han med et grin og tilføjer:

- Og kærlighed.

Facebook
Twitter