Med charme, selvtillid og lækkert hår – og ikke mindst et kæmpe talent – tog Sveinur Gaard Olsen både dommerne og seerne med storm, da han i 2012 medvirkede i X Factor.

Rocktalentet fra Thorshavn var blevet tilmeldt programmet af sin daværende kæreste, som mente, at Sveinur havde, hvad der skulle til.

Og det var dommerne helt enige i.

Til sin audition trådte færingen selvsikkert ind på scenen og optrådte med sin egen udgave af Band of Horses' 'Is There A Ghost'. Sveinur ville give programmet lidt mere kant, end X Factor tidligere havde været vant til, og den mission lykkedes.

- Du ligner noget, som er taget ud af et magasin, hvor du allerede har lavet fem album. Rigtig meget potentiale, lød det fra Cutfather efter Sveinurs optræden.

Og Cutfather var den helt rigtige dommer at imponere. Cutfather tog nemlig efterfølgende Sveinur Gaard Olsen under sine vinger og bragte ham til liveshows som en af sine tre voksne solister.

- Det var en fed oplevelse, og jeg vil ikke skifte det ud med noget andet. Det var også virkelig hårdt, fordi det er så stort et cirkus, og man skal være på hele tiden. Men det gav mig gode oplevelser, forbindelser og ikke mindst venskaber, lyder det fra Sveinur Gaard Olsen, som stadig holder kontakten med nogle af de andre deltagere og ikke mindst sin mentor, Cufather, den dag i dag.

Da jeg deltog i X Factor, sagde jeg til mig selv, at jeg skulle kunne se mig selv i spejlet bagefter.

Sveinur Gaard Olsen

- Jeg har lige været til børnefødselsdag hos Mulila. Vi snakker stadig sammen og bor tæt på hinanden, så det er rigtig dejligt. Jeg mødes også med Cutfather og drikker kaffe, når vi begge har tid og er i København. Det var et fedt og nemt samarbejde, fordi vi havde det så sjovt, fortæller Sveinur Gaard Olsen.

Fik lov til at være sig selv

Sveinur Gaard Olsen var rigtig glad for sit samarbejde med Cutfather, for han gav ham nemlig lov til at være sig selv hele vejen igennem programmet.

- Jeg har altid været den samme, og da jeg deltog i X Factor, sagde jeg til mig selv, at jeg skulle kunne se mig selv i spejlet bagefter. Jeg skulle kunne stå ved mig selv, og det ville jeg ikke gå på kompromis med, fortæller Sveinur Gaard Olsen og fortsætter:

- Her var det især dejligt at samarbejde med Cutfather, for han sagde til mig, at jeg ikke skulle synge noget, som jeg ikke havde lyst til at synge, og at jeg ikke skulle have noget tøj på, som jeg ikke følte mig tilpas i. Jeg fik selv lov til at bestemme, og det var virkelig dejligt.

Friheden gav også Sveinur mulighed for at vise, at talentet ikke kun gjaldt i én genre.

For selvom Sveinurs hjerte banker for rocken, optrådte han i løbet af sæsonen med numre af både Katy Perry og Rasmus Seebach.

Af alle sine optrædener har Sveinur Gaard Olsen dog én bestemt favorit, når han tænker tilbage.

- Jeg synes, at min optræden med 'Somebody That I Used to Know' var helt fantastisk. Jeg er typen, der siger 'fuck janteloven'. Hvis man gør noget godt, så må man gerne sige det, men der skal også være plads til, at man indrømmer, hvis man gør noget mindre godt. For jeg havde også mindre fede optrædener, synes jeg selv, siger Sveinur Gaard Olsen.

Fra finalen til tomrum

Sveinur Gaard Olsen gik hele vejen til finalen, hvor han fik lov til at optræde foran 15.000 mennesker i Boxen i Herning.

- Finalen er et af mine bedste minder. Især da jeg optrådte med Oh land. Det var fantastisk og kæmpestort, fortæller Sveinur Gaard Olsen, der kom på en tredjeplads.

Den charmerende færing havde mange fans og fik stor opmærksomhed. Også efter programmet var slut.

- Efter programmet var opmærksomheden næsten for meget for mine venner. De gad ikke at følges med mig på gaden, fordi folk hele tiden ville snakke. Det var sjovt at opleve, for det tog et par timer at gå gennem Strøget, siger Sveinur Gaard Olsen og fortsætter:

- Jeg er meget imødekommende og tog mig tiden til at snakke, så det var lidt irriterende for mine venner. Men jeg synes jo bare, at det var sjovt.

Forskellen fra at optræde foran 15.000 mennesker i Boxen til at vende tilbage til sin vante hverdag kunne tydeligt mærkes, husker Sveinur Gaard Olsen.

- Pludselig var det hele slut, og så havde jeg fri. Det var godt, fordi det var tiltrængt, men det var også et enormt tomrum. Hvad så? Skulle jeg ringe til min arbejdsgiver og spørge, hvornår jeg kunne komme på arbejde igen, fortæller Sveinur Gaard Olsen, der er uddannet snedker, men så sig nødsaget til at stoppe på grund af sin dårlige hofte.

Jeg har efterhånden opgivet drømmen om at være rockstjerne.

Sveinur Gaard Olsen

Kun få måneder efter, de sidste sange var sunget og X Factor-scenen var blevet pakket ned, udgav Sveinur Gaard Olsen albummet 'Rock 'n' Roll Choir Boy'.

Han var den første X Factor-deltager det år til at udkomme med musik, men han er ikke udkommet med noget siden.

- Jeg har efterhånden opgivet drømmen om at være rockstjerne. Man bliver nødt til at være realistisk. Jeg ved, at jeg altid kommer til at spille musik, for jeg kan ikke undvære det, men drømmen er ikke længere at blive rockstjerne, lyder det fra Sveinur Gaard Olsen.

Er gået en helt ny vej

Storby, autografer og rockstar-optrædener er i stedet blevet skiftet ud med familieliv i Esbjerg.

For lidt over tre år siden flyttede Sveinur Gaard Olsen nemlig fra København til Esbjerg. Nogenlunde samtidig blev han far til sin i dag tre-årige søn.

- København er en fantastisk by, men med et lille barn er Esbjerg perfekt. Der er også masser af fed musik og musikere. Folk har heller ikke lige så travlt som i København, der er lidt mere færøsk tilstand her i Esbjerg, og det passer mig godt, fortæller Sveinur Gaard Olsen.

Selvom drømmen om at blive rockstjerne er opgivet, er der en anden drøm, der lever.

- Jeg har altid sagt, at hvis jeg ikke skulle være rockstjerne, så skulle jeg være frisør. Så det er noget, jeg altid gerne har villet, og nu er jeg i gang med frisøruddannelsen.

Sveinur Gaard Olsen bruger meget af sin tid på uddannelsen, men alligevel er det lykkedes ham at beholde musikken i sit liv.

- Jeg spiller stadig masser af musik. Jeg synger i Black Sabbath Experience, der er et hyldestband, og vi spiller til forskellige arrangementer og fester. Jeg skriver også lidt musik ved siden af og har gang i nogle ting. Men det ligger lidt stille, mens jeg går i skole, forklarer Sveinur Gaard Olsen.

Jeg blev ikke rockstjerne, som jeg havde troet, jeg ville, efter jeg var med i X Factor. Men det blev faktisk bedre.

Sveinur Gaard Olsen

Uddannelse og musik fylder meget, men det vigtigste i Sveinur Gaard Olsen liv hersker der nu ikke nogen tvivl om. Det er hans søn.

- Han er en helt fantastisk dreng, og selvom han kun er tre år, så forstår han godt, at far er sanger. Når vi kører i bilen, og der kommer et Black Sabbath-nummer, siger han altid 'Det er dig, far', og så må jeg forklare ham, at det ikke er far, men Ozzy Osbourne. Det er meget sjovt, fortæller Sveinur Gaard Olsenog tilføjer:

- Nogle gange ser jeg X Factor efter Disney Sjov, når jeg har puttet min dreng. Det er underholdende, men det er også underligt for mig at se. Jeg blev ikke rockstjerne, som jeg havde troet, jeg ville, efter jeg var med i X Factor. Men det blev faktisk bedre. Jeg har det rigtig godt og alting er ved at falde på plads.