Hitproducer anmelder: Her er dommen over X Factor-finalisterne

Musikproducer og tidligere X Factor-hjælpedommer Chief 1 fortæller, hvad han synes om de tre finalister.

Rasmus, Jamie Talbot og Place on Earth er finalisterne i årets X Factor. (foto: Martin Sylvest/Scanpix Ritzau 2018) (Foto: Martin sylvest)

Chief 1, der rigtigt går under navnet Lars Pedersen, har mange imponerende ting på sit cv. Musikproducer, sangskriver, rapper, sanger og ikke mindst Remees tidligere hjælpedommer i X Factor.

Vi har taget en snak med Chief 1 om, hvad han synes om de tre finalister, og hvordan han tror, aftenen kommer til at udfolde sig.

- Den her sæson har været ekstremt underholdende og ikke mindst rigtig interessant. Der har virkelig været mange dygtige artister i år, fortæller Chief 1 og fortsætter:

- Der var et tidspunkt, hvor niveauet ikke var lige så højt, som det før havde været, men troen på at man kan stille op, er virkelig kommet tilbage. Det er det stærkeste felt i lang tid.

Jamie Talbot

- Han er nok den mest karismatiske i finalefeltet, han har virkelig personligheden, for han er lidt en Robbie-type (Robbie Williams, red.). Det er både godt og ondt, for mange danskere kan godt lide det og har måske savnet sådan en type, men der er også mange jantelovsdanskere, der synes, det kan blive for meget, forklarer Chief 1 og fortsætter:

- Det bedste våben er nogle gange også det værste, men han skal bare op på scenen og give verdens bedste performance, så han kan feje alle jantelovsdanskerne af banen.

Jamie Talbot, der er solist over 23, er en af de tre finalister. (foto: Martin Sylvest/Scanpix Ritzau 2018) (Foto: Martin sylvest © Scanpix)

Place on Earth

- Jeg elsker den gruppe. De er så dygtige alle tre! Da jeg så Andreas’ 5 Chair Challenge råbte jeg i stuen, at det var den bedste sanger, X Factor nogensinde havde set, fortæller Chief 1 og fortsætter:

- Jeg var så chokeret, da Sanne afviste ham, for han var så selvsikker og cool. Og det er pigerne virkelig også, de er så dygtige. Det er virkelig godt sammensat af Blachman.

Place on Earth, der er den eneste gruppe, er en af de tre finalister. (foto: Martin Sylvest/Scanpix Ritzau 2018) (Foto: Martin sylvest © Scanpix)

Rasmus

- Han har det her følsomme-brand. Han er lidt naboens dreng og én, som alle kan identificere sig med, og det er virkelig godt spottet af Remee, fortæller Chief 1 og fortsætter:

- Han har sympati og empati, og det kan meget vel være ham, der går han og vinder.

Rasmus, der er solist over 23, er en af de tre finalister. (foto: Martin Sylvest/Scanpix Ritzau 2018) (Foto: Martin sylvest © Scanpix)

Finalen

I aften finder den sidste X Factor-finale på DR1 sted og med dette års felt er det næsten umuligt at forudsige, hvem der løber med sejren.

- Alt kan ske i finalen. Jeg kunne godt forestille mig, at Rasmus løber med sejren, Place on Earth kommer på en andenplads og Jamie på en tredje. Men det er virkelig svært at sige, for de er alle tre så ekstremt dygtige, fortæller Chief 1 og siger om sin gode ven og kollega Remee:

- Om ikke andet vinder Remee for at være så dygtig en dommer. Han slutter X Factor af, som han startede. Første sæson havde han to ud af tre finalister og det har han igen i den sidste sæson. Han er jo verdensmester i X Factor.

Chief 1 sammen med Remee i 2014, da Chief 1 var hjælpedommer i X Factor.

Se med i aften kl. 20 på DR1 eller DR TV, hvor den store X Factor-finale bliver sendt.