Hun storhitter i hele verden: Nu gæster international popstjerne X Factor

Den britiske hit-sangerinde Anne-Marie optræder i den store finale på fredag.

Anne-Marie gæster X Factor på fredag. (© Warner Music)

Du kender hende måske ikke umiddelbart af navn, men med mindre du har levet under en sten de seneste år, så har du helt sikkert hørt hendes stemme i radioen eller på en af dine playlister.

Hun står nemlig bag et af de mest streamede hits herhjemme lige i øjeblikket, 'Friends', og hun lagde vokal til et af de allerstørste hits verden over sidste år, 'Rockabye'.

Fredag aften gæster den britiske sangerinde med det danskklingende navn Anne-Marie så den store X Factor-finale, hvor hun optræder med hittet 'Friends', der også vil være at finde på hendes debutalbum, 'Speak Your Mind', som udkommer senere på måneden.

Flittig gæst i Danmark

Ud over sit aktuelle samarbejde med produceren og dj'en Marshmello på 'Friends' og hendes samarbejde med Clean Bandit og Sean Paul på gigahittet 'Rockabye' har Anne-Marie hittet på egen hånd med numre som 'Alarm' og 'Ciao Adios'.

Den 26-årige brite gæster, der har været nomineret til flere Brit Awards og MTV Europe Music Awards, er en flittig gæst her i Danmark.

Sidste år gav hun således både koncert på Skanderborg Festival, hun optrådte i Tivoli i København, og hun varmede op for verdensstjernen Ed Sheeran - der i øvrigt gæstede sidste års X Factor-finale - da han gav koncert i Boxen i Herning.

I næste uge, nærmere bestemt onsdag den 11. april, giver hun desuden koncert på Vega i København.

Ud over Anne-Marie gæster også dansk popmusik førstemand Thomas Helmig X Factor-finalen på fredag.

Anne-Marie på sidste års Skanderborg Festival. (Foto: PYMCA/Avalon/UIG © Getty Images)

Finalen bliver et opgør mellem Thomas Blachmans trio Place on Earth og Remees to voksne solister Jamie Talbot og Rasmus.

Se X Factor-finalen nu på fredag klokken 20 på DR1 og DR TV.