Husker du Safri Duo? Her er tromme-stjernerne i dag

De fik hele verden til at danse i starten af 00'erne. Og lige siden har de to mænd bag Safri Duo, der fredag optrådte i X Factor-semifinalen, arbejdet intenst med musikken.

- Det foregik med 200 i timen i yderbanen, siger Morten Friis fra Safri Duo om dengang, de hittede verden over. Fredag var duoen tilbage, da de optrådte i X Factor sammen med Rasmus. (© DR/Scanpix)

De lagde nationen - og det meste af verden - ned med deres intense trommesoloer og dansable beats, da de i 2000 udkom med monsterhittet 'Played-A-Live (The Bongo Song)'.

Herefter fulgte en stribe af hits, og Safri Duo var med til at sætte det historiske lydtapet op, i starten af 00’erne.

I fredags kunne Uffe Savery og Morten Friis, som er de to herrer bag duoen, så gøre comeback på nationalt tv, da de hjalp Remees deltager Rasmus igennem Pentatonix-nummeret ’Cracked’.

Og både Uffe og Morten syntes, det var sjovt at være tilbage i rampelyset med trommestikkerne.

- Før i tiden lavede vi rigtig meget af denne her type show. Så det var supersjovt at få vores debut i X Factor. Men når man spiller, gør man det, man skal gøre. Og det er i musikken, ens fokus ligger. Så vi forøger ikke at tænke så meget på omgivelserne, men prøver bare at dykke ind i musikken og skabe sit eget energifelt, sammen med Rasmus, siger Morten Friis.

Han bliver bakket op af makkeren Uffe, der har lutter ros tilovers for Rasmus, der i sidste uge gik videre til finalen på fredag.

- Der er forskellige ting, jeg virkelig godt kan lide ved Rasmus som artist. Han har rigtig godt styr på sin teknik. Så det er et godt fundament, og han er bundsolid. Han vil noget med musikken, og så synes jeg, det her nummer, vi lavede sammen, passede rigtig godt til ham, siger Uffe Savery.

Se Safri Duo optræde sammen med Rasmus i videoen her.

Et liv med 200 i timen

Da Safri Duo hittede stort, var de en del af meget få danske kunstnere før dem, som tog rundt i hele verden og optrådte i storslåede tv-shows.

De optrådte også sammen med den anden eksportsucces Aqua, da Danmark var værter for det internationale Melodi Grand Prix i 2001, hvor de samme år stod for det bedst sælgende album i Danmark, samt millioner af plader på verdensplan.

Hør Safri Duos gennembrudshit her.

Og når de to gutter tænker tilbage på de vilde år, er det mindet om en hektisk tid, der træder frem på nethinden.

- Der var godt nok mange oplevelser. Vi var jo verden rundt flere gange, og vi mødte en masse reaktioner på det musik, vi kom med. Men lige når man er i det, sker det egentlig bare, og så tager den ene dag den næste. Så nogle gange kunne jeg godt have tænkt mig, at vi havde brugt lidt mere tid og energi på at være til stede og at være i det. Det foregik med 200 i timen i yderbanen, siger Morten Friis.

Men selvom det var en masse år med fuld fart på livet på landevejen, den ene dundersucces efter den anden, og international succes, så er et af deres bedste minder fra den tid faktisk fra et job de spillede på dansk jord.

- En af de koncerter, jeg virkelig kan huske, var, da vi spillede i Cirkusbygningen for Scleroseforeningen, hvor der stod en masse kørestole foran, og jeg tænkte: ”Hold da op, det bliver specielt.” Men så kom der så meget gang i den, og folk kom ned blandt kørestolene, og det var enormt livsbekræftende. Og det var en fantastisk oplevelse, siger Uffe Savery.

En livsvigtig pause

Selvom de nærmest kunne gå på vandet i kølvandet på deres enorme succes, så kunne makkerparret efter et par år godt mærke, at noget ikke var, som det skulle være.

- Det havde sin tid på en eller anden måde, og så slap vores energi lidt op. På det tidspunkt havde vi jo faktisk eksisteret i næsten tyve år, og vi kunne mærke, at vi skulle holde et break, for at kunne overleve som gruppe og som venner. Når det har været så intenst i så mange år, så krævede det et pusterum, siger Morten Friis.

Uffe Savery kunne også mærke, at det hjalp både personligt og kreativt, at de tog en pause fra hinanden.

- Livet har forskellige kapitler, og så skulle der starte et nyt kapitel. Men så er inspirationen også kommet tilbage efter nogle års pause, Siger Uffe Savery.

Morten Friis understreger dog, at de aldrig reelt har været gået hver til sit og lukket ned for Safri Duo-projektet.

- Vi har jo aldrig opløst gruppen, og vi har også stadig vores studie. Og hvis der er kommet forespørgsler, og det har kunnet passe med vores aktiviteter, så har vi aldrig sagt nej, siger Morten Friis.

Han påpeger i samme ombæring, at der er forskel på spille jobs og kreere ny musik.

- For det er noget andet at optræde, end at skulle sidde og skabe musik. Særligt fordi vi måske har lidt præstationsangst i forhold til at skulle leve op til det fede flow vi var i, da vi hittede første gang, forklarer Morten Friis.

Lyt til Safri Duos hit 'All The People In The World' her, hvor de fik besøg af sangeren Clark Anderson.

Arbejder stadig med musik

I årene efter deres store succes har de to venner haft gang i mange ting. Morten Friis har haft fokus på at skrive ny musik, og på blive en bedre producer, samt været dirigent for DR UnderholdningsOrkestret (i dag: Danmarks Underholdningsorkester).

Mens Uffe Savery siden 2010 været chef for orkesteret Copenhagen Phil, der også går under navnet Sjællands Symfoniorkester.

Og det er nogle lidt andre arbejdsopgaver, end at stå i kulørte tv shows og tromme til dance-beats.

- Mit arbejde handler om at skabe en kunstnerisk profil for symfoniorkestret og at skabe en identitet og en legitimitet, for vi er jo finansieret af Kulturminsiteriet. Så jeg står med det overordnede ansvar for orkestrets drift.

Morten Friis bruger det meste af tiden på at skabe musik på den ene eller anden måde, selvom han ikke føler, det er klar til at blive hørt af resten af verden endnu.

- Jeg laver det, jeg altid har gjort. Jeg sidder og arbejder med at blive bedre til at producere. Jeg har ikke lavet det store for andre. Jeg kæmper stadig med det og synes ikke, det er godt nok endnu. Men jeg har lavet et væld af musik, som bare ikke er kommet ud endnu, fortæller Morten Friis.

Så hvis man går og savner de festlige Safri Duo-rytmer må man altså væbne sig med tålmodighed. Indtil videre.

- Vi brygger på noget, men vil ikke love noget, siger Uffe Savery inden han bliver afbrudt af Morten Friis.

- Jo, gu' fanden kommer der noget! Men først når vi synes, det er godt nok.

Hør duoens æggende hit 'Baya Baya' her.

Facebook
Twitter