Husker du X Factors skøre far og datter-duo? Her er Fochter i dag

Gruppen Fochter og deres upassende sangvalg tog Danmark med storm, da de sidste år stillede op i X Factor. Nu overvejer de et comeback.

Der er bare nogle X Factor-øjeblikke, der er svære at glemme igen.

En af de auditions, som mange nok husker fra sidste sæson af X Factor, er far og datter-duoen Fochter, der til deres audition overraskede med et noget særpræget sangvalg.

Mia Albertsen og hendes far Brian Albertsen, der sammen udgør Fochter, havde nemlig valgt at synge den lumre Laban-klassiker ’Hvor Ska' Vi Sove I Nat’, da de skulle møde X Factor-dommerne.

'Hvis du vil lege tagfat, så må du følge den chance, der er for romance lig' for næsen af dig', sang far og datter til deres audition i Aarhus.

Et sangvalg, som nogle mente var lidt upassende for en far og datter-duo.

- Jeg var også lidt skeptisk over for at synge den sang, men det var min fars beslutning. Jeg tror, det var den eneste sang, han kunne, fortæller den ene halvdel af gruppen, Mia Albertsen, da dr.dk ringer for at høre, hvordan det er gået gruppen siden X Factor-eventyret.

Bliver stadig genkendt som 'hende fra X Factor'

I dag er det et år siden, at Mia og hendes far tog Danmark med storm i X Factor. Mia husker det som en overvældende oplevelse pludselig at blive genkendt på gaden som ’hende fra X Factor’.

- I starten var det ret vildt. Folk skrev til os, startede fansider på Facebook og ville have taget billeder, siger Mia, som stadig af og til bliver stoppet af folk, der kan genkende hende.

- Forleden stod min far og jeg i et byggemarked, hvor der kom en mand gående hen mod os. Hans lille søn havde genkendt os fra X Factor og ville gerne have taget et billede med os. Det er jo mega sjovt, men også lidt mærkeligt, siger hun med et grin.

Ud over deres audition dukkede Fochter også op på skærmen i sidste års X Factor-finale, hvor de optrådte sammen med sangeren Gulddreng og en række af årets andre deltagere.

Se Fochter synge sammen med Gulddreng i X Factor-finalen her.

Familiefreden i fare

Efter X Factor er 16-årige Mia Albertsen og hendes far fortsat med at synge sammen, men i dag foregår de musikalske eskapader mest bag hjemmets fire vægge. Det er nemlig ikke alle i familien, der er lige glade for Fochter-projektet.

Min bror synes, at vi er virkelig pinlige og vil ikke have, at vi tager ud og synger sammen.

Mia Albertsen

- Min bror synes, at vi er virkelig pinlige og vil ikke have, at vi tager ud og synger sammen. Han har truet med at melde sig ud af familien, hvis vi fortsætter, siger Mia Albertsen, der til daglig går i 1.G på Viborg Handelsgymnasium.

For familiefredens skyld har Fochter derfor måttet takke nej til de mange mennesker, der har forsøgt at hyre gruppen til at optræde til deres bryllup eller fødselsdagsfester.

I sommer fik duoen dog et tilbud, som de ikke kunne sige nej til.

- Vi skulle spille på en festival for handicappede, og vi glædede os rigtig meget, fortæller Mia om festivaljobbet, der dog aldrig blev til noget.

- Desværre blev min far syg, så vi måtte aflyse vores optræden på festivalen. Det var virkelig trist.

Overvejer comeback i X Factor

Men selvom det kniber med opbakningen på hjemmefronten, så har Mia og hendes far alligevel overvejet et X Factor-comeback.

Allerede op til årets sæson havde gruppen planer om at tage til audition endnu engang, men blev forhindret, da Mias far blev syg lige op auditions. Men nu pønser Fochter på at tage revanche til næste år.

- Nu hvor X Factor fortsætter, så tror jeg godt, vi kunne finde på at prøve igen næste år, siger Mia om konkurrencen, der i 2019 fortsætter på TV 2.

Men om gruppen endnu engang stiller op med et Laban-nummer er ikke sikkert. Mia og Brian har nemlig udvidet deres repertoire siden da.

- Vi synger stadig rigtig meget Laban, men efter vi optrådte sammen med Gulddreng, er vi faktisk også begyndt at synge hans sange, slutter Mia.

Du kan glæde dig til endnu flere skøre og mindeværdige auditions, når X Factor igen ruller over skærmen på fredag klokken 20 på DR1 og DR TV.