I aften bliver det lummert i X Factor: Husmor lægger kraftigt an på Blachman

Berit fra Esbjerg er forelsket i Thomas Blachman og hans spidse sko. I aften møder hun ham endelig.

Fredag er mere løssluppen end de fleste andre af ugens dage. Og det kan også mærkes i studiet i aftenens udgave af X Factor.

Her kan seerne stifte bekendtskab med mor og datter-duoen The Birch Family, der stiller op i konkurrencen af en helt særlig årsag.

Mor Berit er nemlig sjaskforelsket i X Factors grand old man Thomas Blachman.

- 'Blachman'. Bare ordet risler helt på tungen. Han er en god steg, lyder det fra esbjergenseren, der særligt tænder på dommerveteranens selvsikkerhed.

- Det, der er frækt ved Blachman, er hans fremtoning, hans måde at gå på og hans spidse sko. Han ved jo godt, han er lækker, forklarer Berit om Thomas Blachmans sexappeal.

Kommer helt tæt på

Og inde ved dommerbordet går den mangeårige drøm endelig i opfyldelse for den lystige husmor, da Sanne Salomonsen får færten af hendes drifter helt oppe fra dommerbordet.

- Jeg sidder tæt på ham og kan se hans øjne hele tiden. Det skulle du næsten have lov til lige at komme op og opleve, lyder invitationen fra Sanne Salomonsen, der straks får den ene halvdel af The Birch Family til at haste op til dommetrioen.

Se om mor Berit har held med at forføre Thomas Blachman i videoen øverst.

Om det lykkes duoen at gå videre fra deres audition, får du svar på i X Factor i aften klokken 20 på DR1 og DR TV.