Kan hun vinde X Factor? Supertalent får 100.000.000.000.000 ja'er af Blachman

18-årige Kathrine imponerede dommerne til sin audition. I aften skal hun forsøge at synge sig videre i X Factor.

- Jeg tændte på dig i det øjeblik, du kom ind.

Sanne Salomonsen er øjeblikkeligt betaget af 18-årige Kathrine fra Horsens, da hun tropper nervøs op foran dommerne med sin guitar.

Her leverer hun en overbevisende og inderlig udgave af Jessie Reyez' 'Figures', der da også begejstrer dommerne.

- Hundredetusindmilliarder ja til dig, siger Thomas Blachman og sender sammen med Remee og Sanne Salomonsen det unge stjerneskud videre i konkurrencen.

Skal have et spark i røven

Et andet ungt talent, der også skal på scenen til aftenens 5 Chair Challenge, er 20-årige Melina fra Amager i København.

Hendes audition gik dog ikke helt så godt som Kathrines.

Efter kun et omkvæd og et vers af Ariana Grandes 'The Way' stopper Melina nemlig med at synge, da hun ikke har forberedt mere af sangen.

Ikke ligefrem noget, der imponerer dommerne.

- Du skal have et spark i røven og tage dig helt vildt meget sammen, lyder Thomas Blachmans opsang til Melina, der trods de få strofer alligevel ender med at gå videre.

Har Sanne Salomonsen mon givet Melina det spark, hun skal have? Og er det i så fald nok til, at hun sikrer sig en stol i aftenens 5 Chair Challenge?

Og hvad med Kathrine? Kan hun få endnu et ja og en stol i aftenens benhårde stoleleg?

Se, hvordan det går Kathrine, Melina og Sanne Salomonsens øvrige unge sangtalenter i aftens udgave af X Factor. Det er klokken 20 på DR1 og DR TV.

Facebook
Twitter