Lige inden X Factor i aften: Sannes stjerneskud får sig en kæmpe overraskelse

Sanne Salomonsens X Factor-stjerne Vita har fået overraskende besøg hjemmefra.

(Foto: Martin sylvest © Ritzau Scanpix)

Normalt bor hun i Hobro og går på gymnasiet i Aalborg.

Men mens X Factor står på, bor hun i en lejlighed sammen med de øvrige deltagere i København.

Så Sanne Salomonsens 17-årige stjernefrø Vita er altså langt hjemme fra i disse uger og ser kun i meget begrænset omfang sin familie.

Derfor kom det også som en kærkommen overraskelse, da Vitas ene halvsøster, Sara, forleden pludselig dukkede op i København for at overraske sin stjerne-søster og have lidt kvalitetstid med hende midt i X Factor-tumulten.

Vitas ene halvstoresøster Sara bankede forleden på døren til Sanne Salomonsens rum, hvor en intetandende Vita var i fuld gang med at øve frem til aftenens liveshow. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

- Jeg stod og var i gang med at øve, da det pludselig bankede på døren. Så kom Sara ind, og det gav ingen mening i mit hoved, jeg var sådan 'hvad, er jeg i Aalborg?', det var meget mærkeligt. Men det var så fedt at se hende. Jeg savner hende og resten af min familie, mens jeg er her i København, så det var megafedt, at hun lige kom forbi, fortæller Vita.

Et varmt søsterkram mellem Vita og Sara. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Et skud ekstra energi

Vita har tidligere fortalt om, hvordan hun først som niårig fandt ud af, at hun havde en række halvsøskende, heriblandt storesøstrene Sofie og Sara, der begge bor i Aalborg, og som Vita gennem årene har fået opbygget et meget nært forhold til.

- Jeg er rigtig tæt med dem begge, så at Sara lige fløj fra Aalborg til København bare for at se mig, det er for sindssygt. Min familie betyder så meget for mig, jeg elsker dem. Og jeg kan virkelig mærke den opbakning, jeg får fra dem her under X Factor, siger Vita.

Fredag aften går Vita endnu engang på scenen i X Factors liveshows, hvor hun denne gang skal synge storhittet 'I Miss You' af Clean Bandit feat. Julia Michaels. Og hun er topklar, forsikrer hun.

- Saras besøg gav lige et ekstra skud energi, og jeg glæder mig til at se hende og resten af min familie igen i aften.

Se X Factor i aften klokken 20 på DR1 og DR TV.

(Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)