Mette Lindbergs darling er ude af X Factor-finalen

Deltageren Alex, der har overlevet X Factors farezone hele to gange, er nu ude af finalen. Dermed står sejrskampen mellem Reem og EMBRACE.

Finalen blev Alex' slutstation. Her røg han ud som den første, og er dermed blevet nummer tre i X Factor 2016. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Han har stået i X Factors frygtede farezone hele to gange i løbet af liveshowene, men seerne stemte alligevel Alex videre til fredags X Factor-finale.

Her stoppede X Factor-lykken dog for den charmerende deltager.

X Factor
  • X Factor sendes hver fredag kl. 20 på DR1.
  • Du kan også følge med i det helt nye program Ultra Factor, der sendes i pausen under TV Avisen, og igen efter X Factors afgørelse.
  • Hent appen DR X Factor i App Store eller Google Play og se alle optrædener, få seneste nyt om X Factor og vær med i spillet 4. dommer under tv-programmerne.
  • Følg med hver dag på Facebook-siden X Factor - DR.

I finalens anden del kunne Sofie Linde nemlig afsløre, at Alex trak finalens korteste strå og dermed er nummer tre i X Factor 2016.

- Det har været sygt fedt, og meget federe end jeg havde regnet med, sagde Alex lige efter afgørelsen.

På scenen tre gange

Dén afgørelse kom efter de tre finalister hver havde været på scenen tre gange.

Først i et fælles åbningsnummer, så med hver deres selvvalgte sang og til sidst med to gæsteartister.

Nu gælder det altså den endelige afgørelse, hvor sejrskampen står mellem Reem og EMBRACE.