Remee og Blachman svarer igen på kritik om dommermobning

- Man bliver nødt til at svare igen på tiltale, mener dommerne.

Remee og Blachman har én deltager tilbage hver, mens Mette Lindberg har to. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © dr)

Det er faldet mange seere for brystet, hvor hård tonen er, når deltagernes skal vurderes hver fredag i X Factor. Ikke mindst ryger der mange skarpe ord gennem luften mellem den nye dommer Mette Lindberg og de to X Factor-veteraner Thomas Blachman og Remee.

Men mobning er der ikke tale om, slår dommerne nu fast selv.

- Det synes mange. Men come on, overhovedet ikke. Det forstår jeg ikke en skid af, siger Thomas Blachman efter fredagens liveshow.

- Det er en klassisk fordom: “Det er to drenge mod en pige, det må man ikke.” Men man skal kunne sige, hvad man vil sige, til hvem, man vil sige det!

“Mette har ikke rost en anden deltager oprigtigt”

Remee mener, at Mette Lindberg kun får svar på tiltale.

- Jeg mindes ikke, at Mette oprigtig har rost en anden deltager i hele sæsonen. Det gør jo, at man nogen gange bare reagerer. Man forsvarer jo sine artister og det produkt, man har lavet, siger han.

Men der bliver hugget en del mod midten af dommerbordet?

- Midten hugger meget ud. Man bliver nødt til at svare igen på tiltale.

“Tonen er altid hård”

Mette Lindberg indrømmer, at hun godt kan føle sig udsat mellem de to rutinerede herrer.

- Jeg sidder jo der i midten, og det er et svært sted at sidde. Det ved jeg, at jeg heller ikke er den første til at synes. Men jeg kan vildt godt lide Thomas og Remee, siger hun.

- Tonen er altid hård her på X Factor, men jeg kan godt tage en hård tone. Jeg går heller ikke stille med dørene, når det er.

Facebook
Twitter