Remees X Factor-stjerne løfter sløret: Her er min kæreste

Han sidder trofast og hepper på hende i X Factor-studiet hver fredag. Nu fortæller Remees supersanger Samanta Gomez om sin kæreste Morten.

Remee sammen med sine to tilbageværende solister i kategorien 23+; Samanta Gomez og Morten Nørgaard. (Foto: Martin Sylvest/Scanpix)

Hun er den mest erfarne sanger i årets X Factor-felt, og Samanta Gomez har da også flere gange fået ros af dommerne for sin store, stærke stemme.

De seneste fem-seks år har man kunnet nyde Samanta Gomez som forsanger i coverbandet Music of the Moment (MoM), der spiller alt fra Deep Purple og Rolling Stones over Dolly Parton og Stevie Wonder til Amy Winehouse og Alicia Keys.

De mange år med bandet har givet hende masser erfaring i at stå på en scene og optræde for folk – noget hun også har kunnet gøre brug af i X Factor.

Der er dog en stor forskel på at være en del at et fem mand stort band og så stå alene på scenen, som hun gør på tv hver fredag, fortæller Samanta Gomez.

- Det er superfedt at stå der alene, men det er noget helt andet både performance- og følelsesmæssigt. Jeg ved 100 procent, at X Factor-bandet gør, hvad der er aftalt på forhånd, så der ikke er den samme "kommunikation" undervejs, da man ikke kan lave spontane ting. Det gør, at jeg kan koncentrere mig om min sangstemme - det er dén, jeg skal sælge. Jeg skal udelukkende fokusere på selv at levere, siger Samanta Gomez.

Svært at tale med publikum

Sammen med sit band har Samanta Gomez i årevis optrådt til eksempelvis firmafester og fødselsdage, men de har også optrådt på flere lokale spillesteder. Her har hun oplevet, at særligt én ting har været en udfordring for hende, når hun er gået på scenen.

- Noget af det værste i starten var det her med at tale med publikum. En ting var at synge, det havde jeg det fint nok med. Men det at skulle snakke med dem og sige "Hvordan går det?" var så frygteligt, synes jeg. Men det handler bare om at kaste sig ud i det, og med årene har jeg lært at give slip og fundet min egen måde at gøre det på. Så nu har jeg det mere okay med det, siger hun.

En gammel sjæl i en ung krop

De fire øvrige medlemmer i Music of the Moment er alle mænd i alderen 40-50 år, og faktisk er Samanta Gomez’ kæreste også ældre end hende selv.

Kæresten Morten, som har siddet trofast og heppet på hende i X Factor-studiet hver fredag, er nemlig 49 år, mens Samanta selv er 28 år.

- Vi mødte hinanden på arbejdspladsen, og der var ikke nogen af os, der lige havde set det ske overhovedet. Jeg tror bare, vi var på et tidspunkt i vores liv, hvor det lige gav mening, forklarer Samanta Gomez.

Aldersforskellen er ikke noget, parret tænker over i det daglige overhovedet.

- Jeg er nok en gammel sjæl i en ung krop på flere punkter, og min humor er også sådan lidt far-agtig nogle gange. Morten kan derimod godt opføre sig som en på 20 engang imellem. Men vi griner helt vildt meget sammen, og det tror jeg, man kommer rigtig langt med, siger Samanta Gomez og fortsætter:

- Vi har rigtig mange ting til fælles, men vi fungerer også godt i kraft af vores modsætninger. Han er meget struktureret, hvor jeg er mere ustruktureret. Det har været sjovt at se, hvordan vi har udviklet os og nærmet os hinanden i det halvandet års tid, vi har været sammen. Han kan godt lade et par sokker ligge på gulvet nu, og jeg er begyndt at redde seng, siger hun med et grin.

Samanta Gomez sammen med sin kæreste Morten. (Foto: Dr)

Tilbage til gutterne

Uanset om Samanta Gomez vinder X Factor eller ej, så er hun slet ikke i tvivl om, at hun vil fortsætte med at spille med sit band fremover.

- Jeg elsker at spille med de her drenge, og vi har det så sjovt sammen. Vi skal ikke ud og erobre den store verden, og vi gør det ikke for pengenes skyld - vi holder bare af at spille musik sammen. Så jeg glæder mig til at kunne spille med dem igen, siger hun.