Sanne i historisk nedtur i X Factor: Der må være sket en fejl

X Factor-finalen på fredag bliver uden unge solister. Seerne har begået en fejl, mener Sanne Salomonsen.

For første gang nogensinde i dansk X Factor-historie er der ikke én eneste solist fra den unge kategori at finde i den store finale.

I semifinalen fredag aften måtte den sidste tilbageværende unge solist, Sigmund, nemlig forlade konkurrencen.

Dommeren for årets unge-kategori, Sanne Salomonsen, ser dog en simpel forklaring på den missede finaleplads – seerne må simpelthen have glemt at stemme på Sigmund.

- Jeg tror, der er sket en fejl. Jeg tror, der har siddet en masse folk derude og tænkt, at der allerede er så mange, der stemmer på ham, så vi giver lidt til de andre, for det er synd, hvis de ikke får så mange stemmer. Jeg tror, det er det, der sket, siger Sanne Salomonsen efter den dramatiske semifinale.

Se interviewet med Sanne Salomonsen og Thomas Blachman efter Sigmunds exit i videoen øverst.

En langtidsholdbar stjerne

Undervejs i X Factor er Sigmund blevet hyldet på de sociale medier for at turde være sig selv, ikke være bange for at skille sig ud – og for sit store talent som både sanger og danser.

Sanne Salomonsen er da heller ikke i tvivl om, at X Factor blot er begyndelsen på Sigmunds karriere.

Der var masser af kys og kram - men også plads til smil - mellem Sigmund og Sanne Salomonsen efter semifinalen fredag aften. (Foto: Martin sylvest © Ritzau Scanpix)

- Sigmund er en stjerne - en langtidsholdbar stjerne. Hvis vi mødes om to år og ser, hvem af deltagerne, der står straight up med succes og har en rigtig karriere… så er det ham, siger Sanne Salomonsen og fortsætter:

- Vi er selvfølgelig kede af, han ikke kan få vindertitlen, men prøv at høre her: Når man når så langt, som han er nået, så er det fordi, man kan noget specielt. Han har om nogen x-faktor og et talent ud over alle grænser.

Vidunderligt at være dommer

Mens Sanne Salomonsens meddommere, Remee og Thomas Blachman, har været dommere i henholdsvis otte og ti sæsoner af X Factor, så har den nuværende sæson, der altså når sin afslutning på fredag, været Sanne Salomonsens første som X Factor-dommer.

Det har på en gang været en vidunderlig oplevelse og en stor udfordring, fortæller hun.

- Jeg har lært vanvittigt meget, og jeg har fået rigtig meget ud af at være med. En ting, jeg desuden er glad for, er, at Danmark har lært mig bedre at kende som privatperson. Det har været helt vidunderligt, siger Sanne Salomonsen.

Med Sigmund ude af X Factor bliver finalen næste fredag et opgør mellem Remees to voksne solister, Rasmus og Jamie Talbot, samt Thomas Blachmans gruppe Place on Earth.

Se finalen af X Factor på fredag kl. 20 på DR1 og DR TV.