Sanne overraskede i X Factor: Nu forklarer hun det kontroversielle valg

Det er en begrænsning for deltagerne, hvis de ikke kan synge andres sange, mener X Factor-dommeren.

Alberte sang en af sine egne sange til X Factors 5 Chair Challenge - og det kostede hende en stol: - Jeg kan godt gå med den tanke, at jeg måske pressede citronen med mine egne sange for meget. Men jeg synes ikke, jeg sidder med en ærgerlig følelse, siger den 19-årige sanger nu. (© dr)

Det kom som en lidt af overraskelse for mange seere, da Sanne Salomonsen fredag aften valgte at sende den talentfulde 19-årige sangerinde Alberte ud af X Factor for i stedet at satse på fem andre unge stjerner.

De mange reaktionerne på beslutningen får dog ikke Sanne til at tvivle om, at hun gjorde det rigtige.

- Der skal jo desværre vælges nogen fra, og niveauet er vildt højt, så det kan ikke undgås, at der er nogle dygtige, vi må sige farvel til. Men jeg er rigtig glad for de fem, jeg har valgt at gå videre med, siger hun.

- Alberte er en meget talentfuld sangskriver og fortolker sine egne sange udtryksfuldt. Men det kan også have sine begrænsninger kun at synge egne sange, når man i X Factor skal synge coverversioner, forklarer Sanne.

Alberte: Jeg pressede citronen

Sanne opfordrede allerede på sin workshop med de unge sangere Alberte til at skifte sang og synge et covernummer til 5 Chair Challenge.

Alberte fortryder dog ikke, at hun stod fast på at optræde med et af sine egne numre. Også selvom det kan have kostet hende en plads på Sannes bootcamp.

- Altså jeg har da tænkt tanken, at jeg kunne have fundet et dansk covernummer og fortolket det selv. Så jeg kan godt gå med den tanke, at jeg måske pressede citronen med mine egne sange for meget. Men jeg synes ikke, jeg sidder med en ærgerlig følelse. For jeg er jo glad for min præstation, og det er det vigtigste for mig. Så jeg fortryder det ikke, siger hun.

"Kompetent og dygtig"

Hun respekterer dog Sannes beslutning og siger, at hun har lært meget af hende på workshoppen inden 5 Chair Challenge:

- Hun er meget kompetent og dygtig og fik presset mig ud i nogle kroge, jeg havde godt af at komme ud i. Hun fik mig for eksempel til at smide guitaren og synge et covernummer på workshoppen. Så jeg er slet ikke ked af, at Sanne var dommer for kategorien, siger Alberte.

Alberte er i øvrigt ikke ude af konkurrencen, selvom Sanne ikke gav hende en stol. Efter 5 Chair Challenge tog Thomas Blachman hende med på workshop på sin båd, hvor han arbejder på at sætte nye grupper sammen.

Om det alligevel bliver til en plads på bootcampen til Alberte, kan man se i X Factor de næste to fredage.

Se Alberte optræde til 5 Chair Challenge her:

Facebook
Twitter