Sannes lille superstar imponerer med dybfølt countryklassiker

Han satte sig fast i Sanne Salomonsens hoved allerede med sin audition. Nu er 15-årige Oliver klar til X Factors liveshows.

Sidste mand foran Sanne Salomonsen til de unges bootcamp er 15-årige Oliver, der med sin hæse countrystemme har sat sig fast i Sannes hoved.

- Oliver er nok den af de mandlige, unge deltagere, som jeg husker bedst fra audition, for jeg kunne ikke få ham ud af mit hoved, fortæller Sanne.

- Han synger så fantastisk og er en meget, meget sød person med et meget, meget stort talent, lyder det fra Sanne, der er blevet fortryllet af den unge stjerne.

En ren fornøjelse

Til bootcampen optræder Oliver med Garth Brooks' 'If Tomorrow Never Comes', og den sang betyder meget for ham.

Hans mor plejede nemlig at danse rundt med ham til det nummer, da han var lille, og det var den første countrysang, han kunne udenad.

- Det er en fornøjelse hver gang, siger Sanne Salomonsen, da Oliver er færdig med at synge.

Heldigvis for dem begge er det en fornøjelse, de kan fortsætte med flere uger endnu; Sanne Salomonsen sender nemlig den unge countrystjerne videre til liveshows.

Se Olivers optræden øverst i artiklen.

Facebook
Twitter