SE LISTEN Deltagerne synger girl power-hits i X Factor på fredag

Der bliver masser af 'girl power' i X Factor fredag aften, når alle deltagerne skal synge hits af kvindelige kunstnere.

(Foto: Agnete Schlichtkrull © Dr)

Tag de røde strømper på og find din indre diva frem!

X Factors tredje liveshow, der ruller over skærmen fredag aften, står nemlig i kvindernes tegn.

Ikke alene vender programmets faste værtinde, Sofie Linde, tilbage efter to ugers barsel, også rent musikalsk er det det stærke køn, der kommer til at dominere aftenen.

I anledning af, at det i denne uge er Kvindernes internationale kampdag, er ugens sangtema selvfølgelig 'girl power', og det betyder, at deltagerne skal synge sange fra forskellige powerkvinder.

Mændene på prøve i 23+

Remee sætter for alvor sine voksne solister Jamie Talbot og Rasmus på prøve, når de til tredje liveshow skal leve op til nogle store kvindestemmer.

Jamie Talbot skal optræde med et spritnyt nummer af den amerikanske R&B-sangerinde Janelle Monáe, 'Make Me Feel', der for nylig var P3s Uundgåelige.

R&B-sangerinden Janelle Monáe, som Jamie Talbot skal optræde med et nummer af. (Foto: Danny Moloshok © Scanpix)

Hvor Jamie Talbot altså gør sig i R&B, bevæger Rasmus sig ud i countrygenren.

Den følsomme tømrer optræder nemlig med nummeret 'Godspeed (Sweet Dreams)' af den amerikanske countrytrio Dixie Chicks, der i løbet af deres karriere har vundet foreløbig hele 13 Grammy-statuetter.

Rasmus skal optræde med et nummer af den seje countrytrio Dixie Chicks. (Foto: Keith Bedford)

Kendt pop hos de unge

Sanne Salomonsen sætter høje standarder for sine to unge solister, når Vita og Sigmund skal optræde i liga med nogle af de helt store stjerner.

Sigmund skal optræde med nummeret 'Cool for the Summer' af den kendte popstjerne Demi Lovato. Selvom det lyder som en svær opgave, har det unge talent før bevist, at han sagtens kan levere på det niveau.

Sigmund optrådte nemlig med Demi Lovatos nummer 'Confident' til bootcamp, hvor han fejede benene væk under Sanne.

Sigmund skal optræde med et nummer af den kendte stjerne Demi Lovato. (Foto: Danny Moloshok © Scanpix)

Vita giver sig også i kast med en af tidens mest succesfulde sangerinder, nemlig Rihanna, når hun skal optræde med verdenshittet 'Only Girl (in the World)'.

Vita skal leve op til en stor stjerne, når hun skal synge et af Rihannas numre. (Foto: Mario Anzuoni © Scanpix)

Blachmans blandede bolsjer

Thomas Blachman, der er den eneste dommer med alle tre liveshow-deltagere tilbage, beholder diversiteten i sine grupper. Musikken er mindre kendt, men til gengæld viser grupperne, at stærke sangerinder sagtens kan være danske.

Sol & Christian holder fast i deres unikke stil, når de endnu en gang skal optræde med et dansksproget nummer. Til det tredje liveshow optræder duoen med nummeret 'Tænkt på et sted' af bandet Navneløs, som laver alternativ, dansksproget rockmusik.

Det danske band Navneløs, som Sol & Christian skal synge et nummer af, har Lin Rosenbeck i spidsen. (Foto: Johanne Teglgaard Olsen © © Johanne Teglgård Olsen)

Ægteparret Anne Mette & Tomas bliver i deres elektroniske stil, når de ligeledes vælger at hylde en dansk sangerinde i form af Fine Glindvad. Hun er forsanger i trioen Chinah, der tidligere har vundet den prestigefyldte pris P3 Talentet. Nummeret, som Anne Mette & Tomas, skal synge, er gruppens hit 'If I Stay'.

Chinah, der har Fine Glindvad som sangerinde, er et af de bands, der bliver hyldet, når Anne Mette & Thomas skal synge på fredag. (Foto: Sarah Christine Nørgaard © Scanpix)

X Factors trio, Place on Earth, bevæger sig væk fra det danske og hen til det britiske, når de fredag aften hylder sangerinden Kate Bush. Trioen skal nemlig optræde med 80’er-baskeren 'Running Up That Hill', som gruppen Placebo også har lavet en coverudgave af.

Place on Earth skal optræde med et hit af Kate Bush. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Scanpix)

Oversigt: Her er fredagens sange

23+

Jamie Talbot: Janelle Monáe ’Make Me Feel’

Rasmus: Dixie Chicks ’Godspeed (Sweet Dreams)’

Unge

Sigmund: Demi Lovato ‘Cool for the Summer’

Vita: Rihanna ‘Only Girl (In the World)’

Grupper

Sol & Christian: Navneløs ‘Tænkt på et sted’

Anne Mette & Tomas: Chinah ’If I Stay’

Place on Earth: Kate Bush ‘Running Up That Hill'

Se, hvordan det går for de syv liveshow-deltagere, når de skal hylde kvindekønnet i X Factor fredag klokken 20 på DR1 og DR TV.