X Factors fjerde liveshow er lige rundt om hjørnet, og ni deltagere er blevet til seks.
Alle tre dommere står tilbage med to deltagere hver, så der altså er to unge solister, to voksne solister og to grupper tilbage i konkurrencen om at vinde X Factor 2018.
Læs også: Sofie Linde skriger af grin: Se Joakims sjove ups'ere som X Factor-vært
Fredag aften er temaet 'Årgang 17/18', og det bliver derfor nye hits, vi skal lægge ører til, når deltagerne endnu en gang skal give alt, hvad de har.
Grupperne leverer indiepop
Efter Anne Mette & Tomas' exit i fredags står Thomas Blachman tilbage med Sol & Christian og Place on Earth, som i denne uge begge skal optræde med indiepop-numre.
Sol & Christian skal optræde med nummeret 'Liv før døden' af Carl Emil Petersen. Carl Emil er kendt for at være tidligere frontmand i det danske rockband Ulige Numre, der især hittede med nummeret 'København' i 2011.
Hvor duoen fortsætter med de danske numre, fortsætter den sammensatte trio Place on Earth, der består af Mille, Kathrine og Andreas, med de engelske.
Place on Earth skal optræde med nummeret 'Say Something Loving' af det engelske popband The xx.
R&B hos de voksne
Hos de voksne fortsætter Remee med at holde sine to mandlige artister godt beskæftiget, når de begge skal synge store verdenshits.
Rasmus skal optræde med musikproduceren Marshmello og singer-songwriteren Khalids nummer 'Silence'.
Jamie Talbot får noget at leve op til, når han giver sig i kast med Justin Timberlake og Chris Stapletons store hit 'Say Something'. Musikvideoen til nummeret har ikke engang været på YouTube i to måneder og har allerede over 100 millioner visninger.
Ren pop hos de unge
Sanne Salomonsens to unge stjerner får fredag aften endnu en gang lov til at optræde med velkendte navne og hits.
I denne uge skal Vita nemlig synge nummeret 'I Miss You', der er lavet af bandet Clean Bandit og sangerinden Julia Michaels.
Sigmund, der i sidste uge sang et nummer af Demi Lovato, fortsætter i samme genre, når han igen skal optræde med et nummer af en tidligere Disney-skuespiller. I denne uge gælder det den verdenskendte sangerinde Selena Gomez og hendes hit 'Bad Liar'.
Oversigt: Her er fredagens sange
Grupperne
Sol & Christian: Carl Emil Petersen 'Liv før døden'
Place on Earth: The xx 'Say Something Loving'
23+
Rasmus: Marshmello feat. Khalid 'Silence'
Jamie Talbot: Justin Timberlake feat. Chris Stapleton 'Say Something'
De unge
Vita: Clean Bandit feat. Julia Michaels 'I Miss You'
Sigmund: Selena Gomez 'Bad Liar'